Vrå jagter oprykning for tredje sæson i træk
Fire kampe, fire sejre. Det er status for oprykkerne, Vrå/Børglum IF, som har fået en fantastisk start på livet i Danmarksserien. Og det endda som den nye dreng i klassen.
- Vi har haft succes med vores aggressive forsvarsspil. Jeg tror måske, at vores spillestil er kommet lidt bag på modstanderne. Vi vil gerne være et hold, som agerer fremfor at skulle reagere, også i forsvaret, forklarer Rasmus Bæk, som er træner for holdet.
De sidste tre sæsoner har han haft ansvaret som spillende træner. Men han træder kun selv ind, når det er nødvendigt, som han siger. Og ellers nyder han trænerollen.
- Vi håber at kunne rykke op for tredje gang i træk. Sæsonstarten har jo været rigtig god. Vi har vundet alle kampe, selvom vi endda et par gange har manglet nogle spillere, som var afsted på skiferie, fortæller succestræneren.
Nu er Vrå altså at finde i Danmarksserien. Med kurs mod 3. division. Træneren selv er 28 år og er en af de ældste. Holdet består af mange lokale drenge, der har spillet sammen hele livet, og det giver et stærkt sammenhold.
- Alderspræsidenten er 29 år, så det er generelt nogle unge gutter. Men der er kommet en stor modenhed på holdet. Jeg synes, at vi er gode til at presse hinanden til træning. Vi tager én træning ad gangen, og vi vil forbedre os hver gang, vi mødes, lyder det fra Rasmus Bæk.
Vrå/Børglum har også et herre-håndboldhold i Serie 3, der ligesom DS-holdet lige er rykket op. Status for dem: fire sejre i fire kampe og en førsteplads i rækken, nøjagtigt som førsteholdet.
- Serie 3-holdet består af en masse fodboldgutter, som blev enige om også at prøve håndbold. Det kunne de også godt finde ud af. Vi må sige, at det går godt i klubben lige nu, og det er fedt, at en lille nordjysk by som Vrå viser sig sådan frem, siger Rasmus Bæk.
Skulle det ende med den tredje oprykning på tre sæsoner for DS-holdet, tror træneren også på, at Vrå-mandskabet godt kan klare sig en række højere oppe.
- I pokalturneringen mødte vi Nordthy, som ligger på førstepladsen i 3. division. Det var en helt tæt kamp, hvor vi faktisk var foran det meste af vejen. De vandt så til allersidst, men det var altså mod et tophold i 3. division. Det er da et tegn på, at vi godt kan løbe med deroppe også, hvis vi skulle gå hen og rykke op, siger han.
Vrå/Børglums næste kamp i Danmarksserien er mod Sæby HK hjemme i Idrætscenter Vendsyssel den 24. februar.