Seneste nyt
Billede beskrivelse

Pulle har skiftet klub - og spillerne fulgte med

11. september 2026 kl. 11.01

Håndboldtræneren, Pernille Bastian, bedre kendt som Pulle, har søgt nye udfordringer i SEIF Håndbold. Hendes skifte fra Frederikshavn skete dog ikke alene, for en stor flok spillere valgte omgående at følge med hende.

Da hun valgte at rykke videre til en ny forening, gik der ikke længe, før telefonen kimede med henvendelser fra spillere, der ønskede at tage turen med.

- Jeg er vant til at være træner i en anden klub, og alle spillerne har været i en anden klub. Så flyttede jeg som træner herud for at få nye udfordringer. Og så var der rigtig mange spillere, der skrev og ringede til mig, at de gerne ville med herud, forklarer Pernille Bastian.

Hos spillerne er der da heller ingen tvivl om, hvorfor træneren er så populær, at de har valgt at følge hende. Både det sociale nærvær og den menneskelige forståelse bliver fremhævet i hallen.

- Hun er åben for alt og alle. Hvis man har en dårlig dag, kan man nemt komme til hende, og så vil hun med glæde sidde en halv time efter træning og lytte og hjælpe os, lyder det fra en af spillerne, som tilføjer:

- Der er sindssygt meget fokus på fællesskabet frem for, at det bare er håndbold.

Samtidig roses Pernille for sin evne til at rumme alle niveauer, herunder helt nye spillere, der aldrig har kastet med en håndbold før.

Respekten og opbakningen er udtalt hos truppen, hvor flere med et glimt i øjet kalder sig for hendes trofaste følgere.

- Hun er jo blevet årets træner af en grund, så det er jo derfor, vi 100 procent er flyttet med, konstaterer spillerne.

De påpeger dog også, at Pulle sagtens kan sætte kontante grænser.

- Hun kan selvfølgelig også finde ud af at skælde ud, griner spillerne.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste