Dronningborg er ubesejret hjemme – Hadsund nægter at spille efter ét point
Hadsund B står foran en svær udekamp mod et ubesejret Dronningborg-hold, der endnu ikke har afgivet point på hjemmebane. Samtidig er der meget på spil i toppen af rækken, hvor Hadsund med en sejr kan skabe et forspring på seks point. Derfor sætter vi Spotlight på Jesper Overgaard og Hadsund B, der går ind til kampen med respekt for modstanderen, men uden planer om at spille efter ét point.
Dronningborg venter lørdag, og Jesper Overgaard forventer en kamp, der bliver både fysisk krævende og vanskelig. Hjemmeholdet har endnu ikke tabt eller afgivet point på egen bane, og samtidig er det et hold, som ifølge Hadsund-træneren er stærkt på alle pladser.
– Ja, en ekstrem svær kamp mod et ubesejret hold og et hold, der er stærk på alle pladser. Vi skal angribe kampen som i sidste weekend, forvente et fysisk tryk og være klar til at håndtere hårdt arbejde og ikke mindst være klar over, at vi skal op mod et godt hold, siger Jesper Overgaard.
Hadsund har allerede mødt Dronningborg én gang i sæsonen. Dengang blev det til en 1-0-sejr i en kamp, som Overgaard også oplevede som fysisk hård. Han forventer derfor igen et opgør, der kan komme til at ligne det første.
– Jeg forventer igen en hård fysisk kamp og en kamp, der kommer til at ligne den modsatte kamp. Derudover har jeg set et Dronningborg-hold, der har udviklet sig positivt siden dengang og er meget formstærkt, fortæller han.
Samtidig fremhæver Hadsund-træneren hjemmeholdets imponerende resultater på egen bane.
– De er ydermere ubesejret på deres egen hjemmebane og har end ikke tabt point, så stor respekt herfra, siger Jesper Overgaard.
Med fem kampe tilbage kan lørdagens direkte opgør få betydning for kampen om førstepladsen. En Hadsund-sejr vil give holdet et forspring på seks point ned til Dronningborg, men selv om stillingen naturligt har betydning, ændrer det ikke på Hadsunds tilgang til sæsonens kampe.
– Jamen set på stillingen ja, men igen vi må tage en kamp ad gangen, som vi har gjort hertil. Klart vi tager noget med fra den modsatte kamp, men ingen kampe er ens, siger han.
Hadsund har samtidig nogle spillere ude, og derfor skal der lukkes et par pladser frem mod lørdag. Overgaard er dog ikke bekymret for, om truppen kan håndtere situationen.
– Vi skal selv have styr på holdet, og med lidt folk ude, så skal vi have lukket et par pladser frem mod lørdag, men det har vi også truppen til at kunne gøre. Torsdagens træning vil give os nogle svar frem mod kampen, forklarer han.
Én ting ligger dog fast. Hadsund tager ikke til Dronningborg for at forsvare sig til ét point. Målet er at vinde, præcis som det har været tilgangen i de øvrige kampe.
– Umiddelbart nej, vi går alle efter at vinde hver kamp. Den tilgang har Dronningborg også, så nej, vi spiller ikke efter ét point, fastslår Jesper Overgaard.
Skal Hadsund gentage 1-0-sejren fra det første møde, bliver det ifølge træneren afgørende at kunne matche Dronningborg fysisk, samtidig med at holdet holder fast i sin egen tilgang.
– Vi skal stå imod fysisk og ellers have vores egen tilgang til kampen, siger han.
Udfordringen bliver samtidig meget tydelig: Dronningborg har vundet samtlige hjemmekampe. Derfor venter der Hadsund en meget svær udekamp, hvor respekten for modstanderen er stor, men ambitionen om at hente alle tre point er intakt.