Billede beskrivelse

Visse-kvinder klar til ny sæson trods udfordringer: - Vi giver os ikke uden kamp

22. september 2025 kl. 14.30

Med mere end 40 år på bagen som træner står Inge Kjær endnu engang i spidsen for Visse-kvinderne. Denne sæson bliver dog en smule anderledes. 

Klubben har måttet sige farvel til både spillere og et helt hold, og derfor stiller Visse nu med to seniorkvindehold – ét i Danmarksserien og ét i Serie 2 – der begge går en udfordrende sæson i møde.

Hvordan har forberedelserne til den nye sæson været?

- Vi har jo faktisk mistet et hold fra sidste år, så vi har slettet vores Serie 1-hold. Vores træner, som havde holdet sidste år, fik barn og er flyttet til en anden by. Så mange af de veninder, som hun havde med sig på det hold, er stoppet og har ikke lyst til at spille mere. Der er også et par stykker af dem, der er gravide. Så vi har et Serie 2-hold, og så har vi et Danmarksserie-hold.

Hvordan ser truppen så ud til den her sæson? 

- Vores Danmarkserie-hold består lige nu kun af helt unge spillere, der er nyoprykkede eller rykkede op sidste år, så vi kan godt blive lidt klemt i den Danmarksserie. Men de vil godt, de unge piger der, og de er en god homogen gruppe, så det skal nok blive fint. Jeg har bare min tvivl, om vi kan klare os i Danmarksserien.

- På vores Serie 2-hold er der nogle lidt mere garvede typer, som bare gerne vil spille kampe. De træner ikke så meget, så lige nu er udfordringen, at vi har alle mand til træning, for at vi kan få noget ordentlig træning.

Hvad er jeres største styrker og udfordringer?

- Vores styrke er, at vi er et homogent hold, hvor spillerne er samme alder, vil det samme og spiller for at vinde. De kommer til træning, fordi de gerne vil lære noget nyt. På den måde står de ret fint sammen. De har også spillet ungdomshåndbold sammen, så vores styrke er, at vi kender hinanden så godt. 

- Det hele bliver lidt en udfordring, i hvert fald indtil vi lige kender vores eget niveau. Jeg tror, vi bliver udfordret af alle modstanderholdene, men vi gør hvad vi kan. Vi giver os ikke uden kamp, men vi skal nok blive presset.

Hvilke mål har I sat jer for sæsonen?

- I mange sæsoner spillede vi i 3. division. Vi tog så lige en rutsjetur ned i Danmarksserien og ned i Serie 1, og så rykkede vi op igen sidste år.

- Vores mål er helt klart at blive i den Danmarksserie, men det er lidt svært at vide, hvad vi skal måle os på, fordi holdet ser helt anderledes ud, end det har gjort tidligere. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste