Billede beskrivelse

Vestbjerg IF fik en drømmestart trods dyk i første halvleg

07. oktober 2025 kl. 19.01

Vestbjerg IF kom godt fra start i Serie 1, da holdet på hjemmebane besejrede VGH Håndbold med 28-26 søndag den 5. oktober. Ifølge holdleder Nikolaj Bang bød kampen både på op- og nedture for hjemmeholdet.

– Generelt en god kamp, hvor vi kommer rigtig godt fra start, siger han og uddyber: 

– Desværre falder vi lidt ned i et hul efter 15-20 minutter, hvilket betyder, at vi kommer bagud ved pausen. Heldigvis får vi vendt det efter halvlegen og kæmper os stærkt tilbage. 

Han fremhæver flere ting, der blev afgørende for, at Vestbjerg kunne trække sig sejrrigt ud af sæsonens første opgør.

– Ingen tvivl om, at vi som hold får moral og gejst ind i spillet. Forsvaret står stærkt, og så skal Kristian Baastrup og Lasse Schultz nævnes for deres sublime angrebsspil, siger han.

Kampen gav en god start på sæsonen, men holdlederen er opmærksom på, at der stadig er lang vej endnu.

– Det er jo altid dejligt at komme godt fra start, men vi er stadig tidligt i sæsonen, så det handler bare om at fortsætte de gode takter.

Ifølge Nikolaj Bang er det især holdets indstilling, der kan blive afgørende i det lange løb.

– Helt bestemt vores moral og spilleglæde, for kan vi holde fast i det, uanset om det er nederlag eller sejre, så skal det nok blive en god sæson, afslutter han.

Vestbjerg har fået en lovende start på sæsonen, men i den tætte pulje venter der stadig mange udfordringer.

Kampfakta

  • Kamp: Vestbjerg IF - VGH Håndbold
  • Målscore: 28 - 26
  • Serie: Serie 1, pulje 2
  • Kamptidspunkt: 05. oktober kl. 13:10
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste