Træner efter sejr: - I dødens pulje kan man ligge til oprykning den ene uge og til nedrykning den næste
KVINDE: Vestbjerg IF hentede en overbevisende sejr på 33-24 over Gug-Visse IF i Danmarksseriens pulje 1, da de to hold tørnede sammen søndag eftermiddag.
Efter kampen sætter Vestbjerg-træner Torben ord på holdets præstation:
– To sikre point i en kamp, hvor der var lidt tøven i spillet i starten, men siden hen kom spillet til at flyde. Selvom det var et ungt modstanderhold, så blev farten afgørende, forklarer han og fortsætter:
- Der var igen mange opløftende indsatser både forsvarsmæssigt og angrebsmæssigt i en kamp, hvor det stort set lykkedes samtlige spillere at komme på scoringstavlen.
Træneren peger særligt på forsvaret som et af nøgleelementerne bag sejren:
– Med et godt og solidt forsvar foran en igen velspillende Anna Bjørn i målet, så lykkedes det at skabe en række andenbølge-spil, hvor farten blev afgørende.
Han understreger dog, at der også var mange gode ting, der lykkedes i angrebet:
- Med 33 mål i angrebsspillet var der mange positive momenter, hvor det også lykkedes os at skabe huller i deres offensive forsvarskonstellationer, og hvor der var god plads til de fremragende stregspillere Michelle Bromann og Monica Aaen.
Selvom Vestbjerg IF nu har to sejre mod Gug/Visse på kontoen, forbliver målsætningen for sæsonen uændret:
– De to sejre mod Gug-Visse ændrer ikke noget på målsætningen, som er overlevelse i puljen. Kravet er pt. også to point hver gang, hvis man skal holde sig til i dødens pulje, siger han og uddyber:
- Den ene weekend er det lige før, man kan ligge til oprykning, og den næste kan man så ligge under stregen i en pulje, hvor alle slår alle.
Han understreger, at holdet stadig tager én kamp ad gangen.
Forberedelserne til den næste udfordring er allerede i gang:
– Fokus på forsvaret og villigheden til at løbe bliver afgørende i næste uges kamp, lyder det afsluttende fra Vestbjerg-træneren.
Med selvtillid fra weekendens kamp er Vestbjerg-holdet klar til kamp mod Taars/Ugilt IF i den kommende weekend.