Taars/Ugilt kæmper for overlevelse – men svag periode kostede dyrt mod Vestbjerg
Taars/Ugilt IF måtte se sig slået 19-16 ude mod Vestbjerg IF i Danmarksserien. Holdets træner, Ejvind Vinde, hæfter sig især ved en stærk defensiv og god moral – men også ved en svag periode efter pausen og tre hurtige udvisninger, som blev kampafgørende.
– Jeg synes faktisk, at vi i store dele af kampen udviser stort engagement og fight. Vi får det ikke helt til at fungere rent spillemæssigt, og kontrafasen kommer aldrig rigtig til at fungere, siger han og uddyber:
– Forsvarsmæssigt står vi rigtig godt, og alle på holdet byder ind med en god indstilling og modet til at tage tæskene.
Han peger på tre afgørende faktorer bag nederlaget.
– Vestbjergs eminente returløb ødelægger vores kontra. Vores etablerede angrebsspil bliver for langsomt. Og endelig bliver vores første 15 minutter i anden halvleg ret afgørende. Her rykker Vestbjerg afgørende fra os.
Første halvleg var ellers opløftende set med Vinde-briller.
– Efter en ok første halvleg, hvor vi er fint med, formår hjemmeholdet at presse os i starten af anden halvleg, hvilket gør, at vi hurtigt kommer bagud. Det formår vi ikke at ryste af os.
Midt i anden halvleg rammes Taars/Ugilt af et opsigtsvækkende forløb.
– En enkelt sekvens i anden halvleg kunne have gjort det endnu værre for os. Inden for ét minut rammes vi af tre udvisninger. På trods af dette formår holdet faktisk at vinde perioden med ét mål.
Selvom pointene glippede, fastholder Ejvind Vinde, at holdets retning er den samme.
– Vores placering ændres naturligvis, men vores målsætning er stadig uændret. Nemlig at lære i hver kamp og overleve i Danmarksserien.
Fokus er allerede rettet mod de kommende opgaver.
– Vi kommer til at arbejde med vores etablerede spil. Få mere boldtempo i spillet, og så flere kvalificerede afslutninger udefra. Vi tager også det med os, at vi som hold aldrig giver op – selv når det ser allermest svært ud.
Med det som udgangspunkt kæmper holdet videre med fokus på næste opgave i Danmarksserien.