Successæson i Brønderslev: Fire hold. Fire oprykninger.
I Brønderslev bliver den netop overståede håndboldsæson én af dem, man vil tale om i mange år frem. Alle fire seniorhold er nemlig endt med at rykke op – hvilket resulterede i en stor oprykningsfest i lørdags med både pizza, øl og breezere.
- Det har været en vild sæson, hele vejen rundt, siger Malene Fisker, som er formand i klubben.
Begge damehold i klubben har spillet sig til oprykning, så det efter sommerferien hedder Danmarksserien og Serie 1.
Det ene herrehold er ligeledes rykket op i Serie 1, og så sikrede førsteholdsherrerne, som Brønderslev har i samarbejde med Elitesport Vendsyssel, sig oprykning til 3.division.
Det skete i lørdags i en propfyldt hal 2 i Brønderslev Hallerne.
- Vi kipper med flaget og nyder det. Det har været en fed sæson, hvor vi virkelig har rykket os, lyder det fra Malene Fisker.
En rød tråd og plads til alle
Og hvad er så årsagerne til, at det går så godt i Brønderslev? Ja, de kan findes både oppe- og nedefra.
- De danske håndboldlandshold gør det godt, og det smitter af ude i klubberne. Og så har vores bestyrelse her i Brønderslev også bare arbejdet hårdt for at skabe den kultur, der er i klubben nu.
- Vi gør meget for, at alle skal have det godt og drenge og piger skal kunne sammen. Hvis man ikke er den bedste på banen, kan man være den bedste udenfor banen i sociale sammenhænge, siger Malene Fisker.
Hun fremhæver også klubbens Aktivitetsudvalg, som er meget aktivt og bakker bestyrelsen op i den linje, der bliver lagt.
- Og så har vi nogle dedikerede og målrettede trænere, som arbejder indenfor de rammer, vi sætter. Vi laver en rød tråd, men ellers er der plads til at være sig selv i klubben både som træner og spiller.
Det er ikke kun på seniorsiden, at det går godt i Brønderslev. BI Håndbold har i alt haft 23 hold med i de forskellige rækker og i alt blev det i denne sæson til hele 14 puljevindere
- Og så er mange af vores andre hold også sluttet med fine placeringer, og de er absolut også værd at fremhæve. Det har været en fantastisk sæson for hele BI Håndbold, slutter Malene Fisker.