Støvring træder i karakter og slutter sæsonen med overraskende placering
KVINDE: Støvring Håndbold leverede søndag eftermiddag en stærk præstation, da holdet på hjemmebane besejrede IK Frem Sønderup-Suldrup med 22-13 i Serie 2, pulje 5. Efter kampen sætter træner for Støvring, Jonas Astorp, ord på både opgøret og holdets udvikling.
Astorp er især tilfreds med forsvaret og holdets evne til at reagere taktisk på modstanderens spil.
– Vi spiller en rigtig god første halvleg, hvor vi får læst Suldrup rigtigt godt i forsvaret og gør mange af de ting, vi havde snakket om inden kampen.
Det tog lidt længere tid for holdet at få angrebet helt op at køre.
- I angrebet laver vi lidt for mange småfejl og scorer ikke nok på de 100%-chancer, vi får. Derfor føler jeg heller ikke, vi helt havde ramt det, vi kunne, i angrebet på trods af en pauseføring på 8-5, siger han og fortsætter:
– I pausen får vi justeret lidt i forhold til de to mandsopdækninger, som Suldrup forsøger sig med, og herefter rammer vi, i anden halvleg, et niveau, jeg ikke har set fra vores side før.
I følge træneren, spilles det sidste af kampen nærmest til perfektion:
- Vi spiller en næsten fejlfri kamp resten af opgøret, hvilket også hjælper på, at vi får en komfortabel føring i hele slutfasen af kampen.
Astorp fremhæver også målmandens betydning og holdets måde at håndtere nøglesituationerne på.
– Vi har igen igen en fantastisk målmand, der tager mere end hun skal. Udover dét får vi en god kontrafase op at køre samtidigt med, vi finder gode modtræk til Suldrups angreb og forsvar.
Træneren fortsætter:
- Vi rammer virkelig bare dagen mod rækkens tophold, der dog manglede nogle af deres profiler.
Kampens resultat medfører en markant ændring i tabellen for Støvring.
– I den her og den sidste kamp får vi vist, at det hold her har niveauet til at præstere på et endnu højere niveau, end vi har vist først på sæsonen, fortæller træneren og uddyber:
- Vi fik en ret uventet sejr i dag, og det samme var gældende mod Hadsund i tirsdags. Det betyder jo så også, at lige pludselig slutter vi på en andenplads i stedet for at ligge tæt på nedrykningsstregen.
Astorp ser med optimisme på fremtiden.
– Når vi finder vores gejst og vilje frem fra start, er der ikke nogle hold, vi ikke kan slå. Det er, når vi rammer det spændingsniveau, at vi er bedst på banen og præsterer bedst. Og så synes jeg virkelig, mit hold kan være stolte af at slutte på en flot andenplads i en meget tæt pulje.
Med sejren slutter Støvring Håndbold efterårssæsonen af på andenpladsen, og holdet tager masser af selvtillid med sig ind i de kommende udfordringer.