Støvring Håndbold var tæt på point – men effektiviteten svigtede
KVINDE: Støvring Håndbold tabte lørdag 18-17 i en tæt og fysisk kamp mod AIK Vejgaard i Serie 2. Efter opgøret stod træner Jonas Astorp tilbage med en følelse af ærgrelse – særligt over de manglende scoringer.
– Vi spiller en rigtig god kamp i forsvaret, hvor vi i stort set hele kampen står imod det, Vejgaard kommer med.
Men offensivt manglede den sidste skarphed, og det blev afgørende for udfaldet.
– Vi mangler virkelig bare kynisme i vores afslutninger i dag, det er det, der gør forskellen i kampen.
Astorp peger på den manglende effektivitet som det største problem i nederlaget.
– At vi kun kan score 17 mål, siger alt om, at vi ikke er effektive nok i angrebet – på trods af, at vi kampen igennem spiller os frem til en masse gode chancer.
Han bemærker også, at holdet ramte træværket flere gange – noget, der blev dyrt i en kamp, hvor marginalerne var små.
– Det gør os lidt ekstra ondt at smide et point, når vi faktisk får chancen for at udligne i de sidste 10 sekunder.
Selvom nederlaget sved, ser Jonas Astorp fortsat positivt på holdets muligheder i den resterende del af sæsonen.
– Resultatet ændrer ikke det store. Vi går stadig ind til alle kampe for at vinde dem. Det mener jeg også stadig, at vi har truppen til, at vi kan.
Der var også anerkendelse til modstanderen, som holdt hovedet koldt til sidst.
– I dag må vi rose Vejgaard, der får fundet de rigtige løsninger til sidst.
Spørgsmålet om, hvad holdet tager med fra kampen, besvarer han med en blanding af selverkendelse og fremadrettet fokus.
– Der er mange ting, vi kan tage med fra den her kamp – både det gode og det dårlige. Nu har vi noget at arbejde med i den kommende uge, inden vi får besøg af Mou.
Støvring Håndbolds blik er nu rettet mod næste opgør, hvor der skal arbejdes med effektiviteten og bygges videre på det solide forsvarsspil.