Billede beskrivelse

Sindal IF bryder igennem med første sejr: Vildskab og vilje gav pote

31. oktober 2025 kl. 12.02

KVINDE: Sindal IF ramte et nyt niveau tirsdag aften den 28. oktober, da de med en stærk holdindsats slog Horne KFUM 29-18 i Serie 2. Cheftræner Stine Fonseca er imponeret over sit holds præstation.

– Det var en fænomenal holdpræstation af pigerne, siger hun og uddyber:

– Vi tager vores vildskab med fra kampen mod Hjørring i weekenden og får afprøvet det forsvar, vi har trænet, som må siges at give kæmpe gevinst, udtaler Stine Fonseca efter kampen.

Hun fremhæver især holdets kontrafase, og hvordan målene blev fordelt mellem alle spillere.

– Alle bidrager med noget i kampen, og det er sindssygt vigtigt for vores udvikling fremadrettet som hold. Vores første sejr med det her helt nye hold – det er virkelig stort!

Træneren peger også på forsvaret som en afgørende faktor for sejren.

– Vores forsvar er helt klart afgørende. Det giver vores keeper vanvittigt gode arbejdsbetingelser, og så står hun bare en vildt god kamp i samarbejde med forsvaret.

Også ved udskiftninger formår holdet at bevare det stærke forsvarssamarbejde, pointerer hun.

– Dynamikken i forsvaret er der bare, og selv om vi skifter ud, så fortsætter folk og holder alle aftaler, der laves indbyrdes.

Med de to point fra sejren er Sindal IF dog stadig á point med to andre hold i puljen, fortæller Fonseca.

– De her to point gør ikke ret meget ved stillingen – vi er tre hold med to point. Egentlig er jeg bare vanvittig glad for de to point og den her sejr med det her hold!

Fremadrettet understreger Fonseca, at holdet skal bygge videre på det solide fundament.

– Vi skal bygge videre på det fundament, jeg synes, vi har fået lavet, siger hun og tilføjer:

– Ingen kampe i den her pulje er nemme. Vi havde overhånden mod Horne, men næste gang vil de være sultne efter revanche.

Hun understreger samtidig, hvor meget sejren betyder for holdet.

– Vi skal gå ydmygt til hver kamp. De her to point betyder meget, og dem nyder vi, indtil vi skal i aktion igen.

Sindal IF tager nu deres første sejr med det nye hold med sig som vigtig motivation til resten af sæsonen i Serie 2.

Kampfakta

  • Kamp: Sindal IF - Horne KFUM
  • Målscore: 29 - 18
  • Serie: Serie 2, pulje 1
  • Kamptidspunkt: 28. oktober kl. 19:15
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste