Serie 1 straffer fejl – og det mærkede Nors-Sjørring
KVINDE: Selvom Nors-Sjørring Håndbold fik scoret 26 mål i kampen mod Nr. Søby IF søndag den 11. januar, var det ikke nok til point. Ifølge træner Rene Riis Nielsen blev holdet straffet for et passivt forsvar, og nu handler det om at finde gejsten og vildskaben frem.
Trods angrebsmæssig effektivitet peger pilen efter kampen på det defensive. For det var ikke målene fremad, men manglen på modstand bagud, der blev afgørende.
– Vi manglede vildskab og gejst i vores forsvar, hvilket betød, at Nr. Søby havde alt for let ved at score, siger Rene Riis Nielsen.
Træneren understreger samtidig, at selv små fejl hurtigt bliver straffet i Serie 1.
– I Serie 1 bliver man altså straffet, når der begås fejl. En teknisk fejl eller en brændt chance, så ligger bolden altså mange gange i nettet i vores egen ende.
Holdet ved allerede, hvad der skal rettes op på, og det er allerede i fokus i de kommende træninger.
Med blikket rettet mod resten af sæsonen slår Rene Riis Nielsen fast, at intet er givet på forhånd.
– Vi kan ikke regne med, at tingene kommer af sig selv. Hver spiller skal arbejde hårdt og bidrage til holdet, når vi spiller kamp. Og det gælder alle. Også trænerne.
Der er ikke tid til at hænge med hovederne. Hos Nors-Sjørring er blikket allerede rettet mod næste opgave – og mod at hæve bundniveauet.