Billede beskrivelse

Ny begyndelse i Sindal: Træneren vil bygge holdet før resultaterne

04. oktober 2025 kl. 16.01

Når Sindal IF søndag den 5. oktober tager imod Frederikshavn FI til sæsonens første opgør i Serie 2, bliver det med en helt ny trup og en klar målsætning: at bygge et stærkt fællesskab og finde hinanden som hold. Resultaterne kommer i anden række, understreger træner Stine Fonseca.

– Jeg forventer en typisk første kamp i sæsonen. Vi er et helt nyt hold med både rutinerede og helt unge spillere, og vi skal bruge tid på at finde hinanden på banen og lære hinanden endnu bedre at kende.

For Fonseca handler sæsonstarten om at skabe trygge rammer og sikre, at alle får en god oplevelse med at være en del af holdet.

– Succeskriteriet for den her kamp er, at alle får minutter i benene og en positiv oplevelse. Det er i kampene, vi lærer mest – både om hinanden og om, hvor vi skal lægge vores fokus.

Især defensiven og kontrafasen bliver centrale udviklingsområder i begyndelsen af sæsonen.

– Vores forsvar kommer til at have stor betydning – og det samme gælder vores kontrafase, hvis vi kan få den lidt i gang.

Kampen mod Frederikshavn markerer samtidig starten på en ny kultur i Sindal IF, hvor det sociale prioriteres højt. Det er afgørende for projektets succes, at spillerne trives og står sammen, forklarer Fonseca.

– Kampen kommer til at sætte tonen for vores sæson. Mit helt store fokuspunkt er sammenhold. Vi har brug for at skabe en god dynamik mellem spillerne og os som trænere.

Truppen består både af unge spillere fra U19 og rutinerede spillere fra andre klubber, hvilket stiller krav til fællesskabet.

– De unge skal finde deres plads, og de rutinerede skal falde ind i gruppen. Derfor er fokus, at holdet skal finde hinanden, finde en god gejst og virkelig bakke hinanden op som hold.

Placering og formkurver er ikke i fokus for Fonseca og resten af trænerteamet.

– Form er, hvad den er. Den kunne sagtens være bedre, men som træner er man jo aldrig helt tilfreds, når man ved, hvad spillerne kan, når de rammer deres topniveau.

Selvom ingen ønsker at rode rundt i bunden, er det ikke det, sæsonen handler om i Sindal.

– Placering er ikke noget, vi fokuserer på, da det ikke er dér, vores målsætning ligger.

Sindal IF går dermed ind til sæsonen med blikket rettet mod at skabe et fundament, der på sigt kan bære et stærkere og mere sammentømret hold.

Kampfakta

  • Kamp: Sindal IF - Frederikshavn FI
  • Serie: Serie 2, pulje 1
  • Kamptidspunkt: 05. oktober kl. 16:25
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste