Lokalopgør med søstre på hver sin side af midterlinjen
KVINDE: Når Aars HK’s damehold i Danmarksserien løber på banen mod Aalestrup IF søndag den 11. januar kl. 16.15, er der lagt op til et vaskeægte lokalopgør. Ifølge træner, Tut Nygaard, bliver det en kamp med ekstra spænding og følelser, når de to hold mødes i pulje 2.
– Vi lægger ud med et lokalbrag i denne runde. Vi spiller mod vores venner fra Aalestrup, fortæller Tut Nygaard og fortsætter:
- Flere af pigerne fra begge hold har tidligere spillet sammen [...], så der bliver med garanti kampe i kampen. Der er sågar et søskendepar, der spiller på hver sit hold. Hvem hepper familien mon på? Vi glæder os i hvert fald til at besøge Aalestrup.
Aars HK går ind til kampen med sigte på point, og træneren lægger vægt på at finde på noget uventet:
– Vi kender hinanden godt, så jeg tænker, vi finder på noget, de ikke forventer. Jeg har også lidt nye spillere med på holdkortet – det kan muligvis overraske Aalestrup.
Med kun få træninger efter nytår håber Tut Nygaard, at spillerne hurtigt finder ind i de vante rammer. Ambitionsniveauet er klart:
– Det er jo altid godt at komme godt fra start, så vi tager til Aalestrup for at hente to point.
Der venter således både gensynsglæde, overraskelser og en hård kamp om pointene, når fløjten lyder på søndag.