IK 1919 Aalborg nød sæsonen: - Vi har været rækkens irriterende fætter
En sæson præget af hygge, tætte kampe og masser af fight har givet IK 1919 Aalborgs serie 1-herrer en sæson, de ser tilbage på med smil. Cheftræner Emil Moos fremhæver både sammenholdet og holdets evne til at være en svær modstander – også for de bedste i rækken.
IK 1919 Aalborg gik ind til sæsonen med en klar målsætning om at kombinere spilleglæde og god håndbold. Resultatet blev en sæson, hvor holdet ofte var involveret i tætte opgør og bød selv topholdene op til dans.
Hvordan synes du sæsonen er gået for jer helt overordnet?
– Sæsonen har faktisk været ret fantastisk. Vi har været gode i de fleste kampe og hygget os en del. Jeg har en god flok gutter, som både kan hygge sig sammen og med en håndbold, så er det nemt at være træner.
Nåede I jeres målsætning?
– Ja. Målsætningen var at hygge og spille god håndbold og se, hvad det kunne føre til. Jeg føler lidt, at vi har været rækkens irriterende fætter: Ikke altid kønne, men altid svære at slippe af med. Det har givet en sjov sæson og mange tætte kampe.
Hvilken modstander har overrasket jer mest i sæsonen?
– Vestbjerg IF. De ligger længere nede i tabellen, men spillede 23-23 mod os. De havde sørget for, at vi skulle varme op i cafeteriet, hvilket overraskede os så meget, at vi stadig leder efter vores defensive og offensive struktur et sted ude i deres idrætshal.
Hvad var sæsonens højdepunkt for jer som hold?
– Helt klart den tætpakkede hjemmekamp i Hal 2 mod Nøvling. Det var vores egen lille Champions League-aften – bare med færre stjerner. Og et stort tillykke til dem med oprykningen. Vi er glade for, at vi alligevel kunne nappe to point fra dem.
Hvad skal I arbejde videre på frem mod næste sæson?
– Vi skal have færre udfald. Lige nu falder vi nogle gange fuldstændig ud af kampene. Og så skal vi finde ud af, hvordan man altid scorer én gang mere end modstanderne.