Billede beskrivelse

Hjørrings rutinerede Serie 2-kvinder klar til topkamp mod Sindal

18. marts 2026 kl. 16.00

KVINDE: Torsdag aften er der topkamp i Serie 2, når Hjørring Håndbold tager i mod Sindal IF. Det er nummer to hjemme mod nummer ét i Serie 2s pulje 1.

- Vi er lidt udfordret på skadesfronten lige nu. Vi har nogle bagspillere, hvor skudarmen er gået i stykker. Men vi giver det da et skud mod Sindal alligevel, siger Mia Vorre, som står for Hjørring-holdet.

Bruttotruppen er på 12-14 kvinder, hvoraf cirka otte udgør en fast stamme på holdet.

- Vi er en rutineret flok, siger Mia, som er den yngste på holdet med sine 40 år.

Med rutine kommer man langt, og det gør Hjørring-kvinderne, altså med en gennemsnitsalder på holdet, der er mere end 40.

Det første opgør i denne sæson imellem Sindal og Hjørring endte med en seksmålssejr til Sindal.

- Vi slog faktisk Sindal i sidste sæson, men i den første kamp i denne sæson var de bedre end os. Der spillede de også en god kamp. Vi havde en spiller, der måtte udgå med et flækket øjenbryn i den kamp, men det var et hændeligt uheld, fortæller Mia Vorre.

Kliken er samlet igen

Det er nogle år siden, at Hjørring har haft et Serie 2-hold, men nu er der kommet et par nye spillere til fra Astrup, som har gjort, at man kunne få holdet op at køre igen.

- Det har været skønt at komme i gang igen. Vi kender jo hinanden rigtigt godt, så vi hygger os på det her hold. Det er det vigtigste.

Hjørring-holdet spiller kun kampe, og derfor passer dét niveau, de befinder sig på lige nu, også rigtigt godt.

- Det vil blive svært at klare sig i Serie 1, når man ikke træner, så vi har det godt i Serie 2, slutter Mia Vorre.

Nu vil torsdagens topkamp vise, om det er Sindal eller Hjørring, der sætter kursen mod oprykning med kun én kamp tilbage efter denne. Der er kampstart i Hallen Park Vendia klokken 18.45 torsdag aften

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste