Billede beskrivelse

Fonseca roser fightervilje efter Frederikshavn-nederlag

07. oktober 2025 kl. 14.03

Sindal IF tabte søndag eftermiddag 23-28 til Frederikshavn FI i sæsonens første opgør i Serie 2, pulje 1. Efter kampen satte Sindal IF’s træner, Stine Fonseca, ord på præstationen og holdets udvikling.

– Vi kan være godt tilfredse med kampen. Vi får en masse minutter i benene og får prøvet de ting, vi løber og træner.

 Hun hæfter sig særligt ved holdets attitude og det arbejde, der blev lagt på banen.

– Vi kæmper hele kampen, og vores forsvar står rigtig, rigtig godt imod det tryk, Frederikshavn kommer med i store dele af kampen, lyder det fra Fonseca, der ser defensiven som en klar styrke i opgøret.

Efter kampen sætter Fonseca også navn på en af modstanderens profiler, der for alvor gjorde en forskel før pausen.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Anja Kristensen gør det svært for os, især i første halvleg, hvor hun flere gange viser, hvor dygtig hun er.

Men trods udfordringerne i første halvleg roser hun også sit eget hold for at finde løsninger undervejs.

– Men kæmpe ros til pigerne for at få fint styr på det og rettet til.

Hun ser det som afgørende, at holdet bliver ved med at kæmpe – også når de er bagud.

– Vores indstilling og viljen til at blive ved, selv om vi er bagud, er også grunden til, at vi kan gå fra kampen og vinde 2. halvleg, hvilket vi kan bruge til rigtig meget resten af sæsonen.

For Fonseca betyder det meget, at holdet kom godt ud af premieren – trods nederlaget.

– Det betyder rigtig meget for os, at vi får en positiv oplevelse med det her nye hold, vi nu engang er.

Med nederlaget i første runde er Fonseca tilfreds med udgangspunktet. 

– Det var første kamp og mod den modstander, jeg tænker er en af kandidaterne til at rykke op, så jeg er godt tilfreds.

Fonseca understreger, at resultaterne ikke er det primære mål for holdet lige nu.

– Det er altid rart at vinde, men vores fokus er stadig på at finde hinanden og blive spillet sammen, så vi har stadig ikke fokus på point og sejre, men det sociale og det indtryk, vi efterlader på banen.

Afslutningsvis fortæller Fonseca, hvad holdet tager med til de kommende kampe:

– Vi skal tage vores fight og indstilling, især fra anden halvleg, med videre. Det bliver afgørende, at vi kan blive ved med at holde den positive stemning i gruppen, og at alle kan mærke, at vi flytter os som hold.

Sindal IF har dermed sat en positiv retning efter premieren trods nederlaget og ser frem mod resten af sæsonen.

Kampfakta

  • Kamp: Sindal IF - Frederikshavn FI
  • Målscore: 23 - 28
  • Serie: Serie 2, pulje 1
  • Kamptidspunkt: 05. oktober kl. 16:25
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste