Billede beskrivelse

Awards-nomineret har spillet sin sidste kamp efter 40 år i klubben

22. april 2026 kl. 09.01
Opdateret kl. 12.49

Farsøs Kim Bertelsen er nomineret til en Seriesport Award i kategorien, Årets Herrespiller.

Kim Bertelsen har spillet på klubbens førstehold i 25 år og med undtagelse af nogle få sæsoner har han spillet i Farsø KFUM HK i 40 år.

- Klubben betyder vanvittigt meget for mig. Jeg har været spillende træner og har været træner på ungdomssiden i en længere årrække, så det er en klub, jeg har brugt mange timer i - og som har givet mig vanvittigt mange gode oplevelser, fortæller han.

”Kim har i den forgangne sæson endnu engang leveret præstationer på et højt niveau og har været en afgørende spiller for sit hold – både offensivt og defensivt."

"Trods massiv opmærksomhed fra modstanderne, hvor han i størstedelen af kampene er blevet mandsopdækket, har han formået at sætte et markant aftryk.”

Sådan lyder ordene ved indstillingen af Farsø-profilen, som altså nu har truffet den hårde beslutning om at indstille karrieren.

- Jeg er blevet 45 år og har besluttet, at det her var min sidste sæson. Så at vinde prisen nu vil selvfølgelig være et fedt punktum på en lang karriere og noget jeg vil være meget stolt af, lyder det fra Kim.

- Det er selvfølgelig fedt at være nomineret. En ære. Og en stor overraskelse, siger han med et smil.

Kunne forstærke ethvert DS-hold

Kim Bertelsen har igennem sin karriere spillet lige fra serie 3 til 1. division.

Med til indstillingen var også ordene om, at ”Kim med sine 45 år besidder en erfaring og spilforståelse, der ligger væsentligt over niveauet i rækken.”

Kim selv er ikke helt så begejstret for sæsonen, som altså blev den sidste i en lang og flot karriere. Det har været en blandet omgang, siger hovedpersonen selv.

- Jeg synes faktisk ikke, at jeg har spillet min bedste håndbold, og vi har jo kæmpet med tingene som hold i denne sæson, påpeger Kim.

Efter jul endte det også med en nedrykning fra Danmarksserien for Kims Farsø-mandskab.

Trods nedrykning har Kim Bertelsen, også i denne sæson, været en nøglespiller i begge ender af banen. Han har spillet 60 minutter næsten hver gang, og så har han kunnet give sin erfaring videre til de unge.

Således lyder det om Kim: ”Hans bidrag rækker ud over det spillemæssige. Han har haft en central rolle i at udvikle og løfte de yngre spillere på holdet og har samtidig været en vigtig kulturbærer med en positiv og seriøs tilgang til træning og kamp.”

”På trods af sin alder vil Kim fortsat kunne forstærke ethvert hold i Danmarksserien. Så Kim Bertelsen indstilles som en særdeles værdig modtager af titlen som Årets Spiller,” lyder det slutteligt.

Skal Kim Bertelsen fra Farsø løbe med prisen? Stem til Håndbold Awards herunder:

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste