Billede beskrivelse

AASI: Vi falder ikke i kvalitet, når vi skifter ud

17. februar 2026 kl. 15.31
Opdateret kl. 20.54

Efter nederlag i de to første opgør i denne sæson har Aalborg Studenternes IF nu vundet de to sidste kampe - så nu er de igen med, hvor det er sjovt.

Senest slog man, før vinterferien, Aars HK på udebane med 34-27

- Vi har løftet os som hold. Nu får vi den ekstra aflevering på i angrebet og udnytter chancerne bedre, siger holdets spillende træner, Nicolai Nordentoft.

Og det er tæt i pulje 2 i Danmarksserien i denne sæson. Hornbæk Sportsforening er gået i udbrud, men derefter ligger Nibe HK, Aalborg Studenternes IF, Aars HK, HRH/Oddense og Farsø KFUM HK helt tæt. En pulje, hvor alle kan slå alle.

AASI har ligget i Danmarksserien i mange år og kender som regel, de mandskaber, de skal op mod. Men denne gang er det anderledes.

Udover Nibe HK er det nemlig lutter nye hold, de er kommet i pulje med.

- Vi har taget puljen som en udfordring. Ofte har vi været i pulje med Svenstrup, 1919 eller andre hold, som vi kender godt, så det er lidt en anden opgave med en masse nye modstandere denne gang, lyder det.

Nicolai Nordentoft er 28 år og har spillet i AASI siden 2018. Det er hans første sæson som træner, og så træder han også selv på banen, når han ikke er skadet. 

Sæsonens indledning med to smalle nederlag var en bitter pille at sluge for den nye træner.

- Vi var der slet ikke lige efter jul. Vi kunne hverken dække op eller score mål i de kampe. Måske hænger det også sammen med det faktum, at det er en masse nye og ukendte hold, vi møder, siger Nicolai Nordentoft.

Hornbæk har en solid føring i toppen efter de første fire kampe, men det første indbyrdes møde var en tæt affære, hvor Aalborg Studenterne tabte med to mål.

- Vi føler absolut godt, at vi kan være med mod Hornbæk. Den første kamp var en rodet omgang, hvor de fik lov at stikke af og kom foran med syv mål i anden halvleg. Vi kæmpede os så tilbage men nåede aldrig helt op, fortæller træneren.

AASI-holdet består af en erfaren gruppe med mange år i klubben. Holdet har spillet en del sæsoner i Danmarksserien, med en enkelt afstikker til Serie 1.

Mulighederne for oprykning til 3. division har været der tidligere, men så er man snublet på målstregen. Nu er den der igen, hvis man kan besejre Farsø i de to næste kampe.

- Vi har en dejligt bred trup. Vi falder ikke i kvalitet, når vi skifter ud. Hvis vi holder fokus og vinder de to næste kampe, så har vi da stadig chancen for at rykke op. Men det er mere en forhåbning end et decideret mål, slutter Aalborg-træneren.

Næste opgave for AASI er hjemmekampen mod Farsø, som spilles på søndag klokken 13.00 i Gigantium.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste