Hvem skal vinde Årets Klub? Her er de klubber, der kæmper om prisen
Otte nordjyske klubber kæmper om at blive kåret til Årets Klub i Seriesport Håndbold Awards 2026.
Det er første gang, at Seriesport uddeler priser i håndboldens verden, og det har været fantastisk at se engagementet og opbakningen.
Her præsenteres de otte klubber, som du kan stemme på med ord fra indstillingerne og klubberne selv:
BI Håndbold – ”Klubbens fællesskab så man til herrernes oprykningskamp, hvor hal 2 i Brønderslev Hallerne var proppet til randen, og yngre spillere stod med trommer og kampråb. En af årsagerne til den gode udvikling i Brønderslev, er klubbens kultur. Hvis man ikke er den bedste på banen, kan man være den bedste udenfor.”
Sindal IF – ”Sindal IF Håndbold er en klub, hvor der er plads til alle, uanset størrelse, alder eller niveau. Her bliver man en del af fællesskabet fra første dag. Klubben nyder stor opbakning fra hele lokalsamfundet, og sammenholdet styrkes ikke kun i hallen, men også gennem sociale aktiviteter og ture ud af huset. Vi er båret af en stærk vilje og et stort frivilligt engagement. Det er vi stolte af i Sindal.”
Aars HK – ”Aars HK er en breddeklub, som i år har bevist, at man både kan rumme bredde og talentudvikling. I 2026 kunne Aars HK således glæde sig over ikke bare én men to nyslåede landsholdsspillere på det danske herrelandshold i Victor Norlyk og Frederik Friche Bjerre”
HIK-Rosendal – ”I 2019 talte klubben 108 medlemmer. Nu er vi næsten 400 medlemmer. Den udvikling er ikke tilfældig – den er resultatet af en bevidst strategi og et tydeligt værdigrundlag under brandet Verdens Sjoveste Håndboldklub. Det er ikke en sloganøvelse. Det er en arbejdsform. Og vi mener det. Vi tror på, at håndbold skal være sjovt.”
Øster Brønderslev – ”Velorganiserede hold, gode faciliteter og arrangementer, der samler hele byen. Det er ikke bare en klub – det er en drivkraft i lokalsamfundet. Når man er en del af Øster Brønderslev IF, så er man en del af noget større. Noget lokalt. Noget ægte.”
Vester Hassing GF – ”Stort sammenhold, hvor man er mange til hver træning, og hvor det ikke er uvant, at man tager ud og ser de andre holds kampe. Det gode fællesskab kan ses på resultaterne med en oprykning til både Serie 1 og Serie 2-holdene i denne sæson”
Skalborg SK – ”I Skalborg er der plads til alle, uanset om føler dig helt og aldeles hjemme i håndboldsporten, eller om du har pletvise mangler i din håndboldviden. Her er fællesskab og sammenhold og alle skal føles sig godt tilpas i klubben”
Nibe HK – ”Nibe HK har i denne sæson formået at stille hele seks seniorhold, hvilket vidner om en stærk kultur, høj aktivitet og en imponerende bredde. Det store engagement fra trænere, frivillige og spillere gør Nibe HK til et forbillede for, hvordan man bygger en velfungerende og inkluderende klub.”
Stem på din favorit til Årets Klub her. Og skynd dig, for afstemningen slutter snart!