Far og søn på samme hold: - Det er næsten gået for godt
I St. Restrup kan man rende ind i far og søn, eller rettere far og sønner på samme håndboldhold.
- Det er hyggeligt. Det er cirka halvt-halvt med ung og gammel på vores hold. Og det fungerer fint, siger Henrik Batsberg, som er den heldige far, der spiller med sine to sønner i St. Restrup.
- Jeg selv er 53, og mine sønner er midt i 20’erne. Nu har vi spillet sammen de sidste tre-fire år, og det er gået godt. På vores hold er vi kun 11 mand. Så vi skal ikke have for mange afbud, lyder det.
I St. Restrup har man to hold i Serie 2.
På det andet hold er der kun et par stykker mere i bruttotruppen, så hvis folk bliver skadet eller skal ud at rejse giver det lidt udfordringer.
Men Henrik Batsberg og de to sønner udgør altså en stor del af St. Restrups ene Serie 2-hold. Henrik har stået for det lille håndboldhold i mere end tre årtier.
Farmand døjer lige nu med en brækket håndrodsknogle, så han er selv ukampdygtig. Men så må sønnerne holde fanen højt.
St. Restrup-holdet har ligget i Serie 2 og Serie 3 de sidste mange sæsoner. Og lige nu er de tophold i Serie 2, men de vil faktisk allerhelst blive, hvor de er.
- Det er næsten gået for godt. Vi vil ikke ret gerne op igen. Det har vi prøvet før. Der vandt vi faktisk den første kamp over oprykningsfavoritterne, men derefter tabte vi de fleste.
St. Restrup har endnu ikke mødt Vester Hassing, som i følger Henrik Batsberg ser gode ud.
Men de spiller for at vinde – også selvom det skulle ende med en oprykning, hvis de fortsætter de flotte takter.
- Det kan jo også være, at det kommer til at give sig selv, så vi bliver i Serie 2. Det er nok dér, vi føler os mest hjemme. Men vi spiller alle kampe for at vinde, det skal der ikke herske tvivl om. Så hvis vi rykker op, tager vi en tørn mere i Serie 1.
St. Restrup fører pulje 3 i Serie 2 med 6 point efter de første fire kampe.
VGH Vester Hassing/Gandrup Håndbold 2 kan dog overhale dem – de har kun spillet to kampe og vundet dem begge.