Tre sejre i træk giver øl og pølser på Leos regning
Skallerup Vennebjerg IF gør sig klar til en historisk sæson, hvor man for første gang i klubbens levetid skal spille i Serie 3.
- Det er halvstort for en lille klub som os. Vi skal nok ikke drømme om oprykning, men vi skal nu nok kunne klare os i Serie 3. Jeg bliver i hvert fald skuffet, hvis vi ikke overlever, siger Leo Vinther, der er træner i SVIF.
Leo har en regel. Vinder holdet tre kampe i træk, udløser det øl og pølser på trænerens regning.
- Det kan godt nogle gange blive en dyr omgang, men det er ikke sikkert, at det bliver så galt i Serie 3. Men reglen holder vi ved. Den gælder også både for vores Serie 5-hold og vores syvmandshold, fortæller Leo Vinther.
Den lille klub små 10 kilometer fra Hjørring sikrede sig oprykning efter en flot sæson i Serie 4, hvor topscorer, Nicklas Schiønning, var en vigtig brik på holdet.
- Han lavede mange mål og oplæg i sidste sæson, men én mand gør det ikke alene. Han brænder lige så mange chancer, som han scorer, så der er stadig forbedringspotentiale, vurderer Leo Vinther.
Det er stort for SVIF at skulle prøve kræfter med Serie 3, men klubben har en stor gruppe af spillere, som skal sikre dem en god sæson.
- Vi var 26-27 spillere i sidste sæson, men nu er der kommet endnu flere til, så vi når nok op på 35 mand i denne sæson. Det kan godt være, at vi har to seniorhold, men vi ser os selv som ét hold. Der er et par stykker over 30 år, og ellers er der mange unge gutter. Der er ikke så mange, som har spillet i Serie 3 før, så det bliver spændende.
I vinterperioden har mange af spillerne holdt sig i form med futsal, og træneren er glad for, at de unge mennesker bruger tiden på fodbold, også om vinteren, i stedet for at sætte sig med en skærm derhjemme.
- Vi har det godt sammen udenfor banen også. Og hvis nogen foreslår, om vi for eksempel skal ud og bowle, er der måske 12-14 stykker, der tager afsted sammen. Vi har det godt socialt, og alle må være med. Det er klubbens identitet, siger Leo Vinther.