24 mål og 20 assists af Schiønning har bragt hele klubben tæt på drømmen
Efter en imponerende sæson står Skallerup nu foran en afgørende kamp, der kan sende holdet op i Serie 3. Et hold, der har præsteret med både kvalitet og karakter – og med en spiller, der har sat sit tydelige aftryk. Derfor sætter vi Spotlight på træner Leo Vinther og hans refleksioner før sæsonens sidste kamp.
– Der er ingen tvivl om, at Nicklas Schiønning har haft en imponerende sæson med så mange mål og assists. Hans betydning for holdet er stor, også fordi han stiller store krav til sig selv og holdkammeraterne. Det har løftet mange af dem omkring ham, fortæller Vinther.
Træneren roser sin offensivprofil for at være langt mere end blot en målsluger.
– Han er teknisk dygtig én mod én, men kan også se flere skridt foran. Det viser tallene jo også, at han ikke kun er en angriber, som kan lave mål – men også levere assists. Han er taktisk klog og tør åbne munden, når der er brug for det. Det smitter af på hele holdet og højner niveauet hos alle.
Selvom Schiønnings præstationer kunne være oplagte som inspirationskilde, handler det ifølge Vinther mere om fællesskab end om individualister.
– Vi ved godt, hvor god og effektiv han er. Der er blevet brændt chancer undervejs, men det er en del af spillet – og det ændrer ikke ved den kvalitet, han bidrager med.
Stemningen i truppen op til den store kamp mod Sindal beskrives som både fokuseret og feststemt.
– Spændt og med stor tro på en sejr, efter et efterår med god fodbold. Vi har snakket meget i omklædningsrummet om den store dag på søndag – nogle overvejer endda at tage fri mandag. Det siger lidt om, hvor meget vi glæder os, lyder det med et smil.
For at sikre oprykningen handler det ifølge Vinther om at stole på egne evner og fastholde det, der har bragt holdet hertil.
– Hvis vi kan komme ud med vores presspil, som vi har været gode til i størstedelen af sæsonen, så skal vi nok få tre point. Sindal ligger sidst, men de kan lave mål, så vi skal være koncentrerede i alle 90 minutter.
Han fremhæver samtidig den udvikling, holdet har gennemgået.
– Vi har fået et nyt spilsystem, hvor rollerne er blevet tydeligere. Samtidig har vi fået nogle stærke tilgange, så vi nu har en bred trup med 16-18 spillere til hver kamp. Det har gjort en stor forskel.
For Vinther handler oprykningen ikke kun om fodbold, men også om fællesskab. – Det vil styrke sammenholdet på og uden for banen, tiltrække nye spillere og skabe endnu mere liv omkring klubben. Flere tilskuere, flere lokale – det betyder meget for en klub som vores.
Op til kampen har Skallerup/Vennebjerg IF arbejdet med detaljer og mentalitet.
– Vi har haft en træning med fokus på afslutninger og dødbolde. Ellers handler det om at tro på os selv. Sidst vi mødte Sindal, vandt vi 9-1, men det er vigtigt, at vi ikke tager noget for givet. Det kræver fuld koncentration fra start til slut.
Hos Skallerup er optimismen og troen intakt – og uanset hvordan kampen ender, står sammenholdet som den største styrke. For som Leo Vinther siger det selv: – Vi spiller for at vinde, men vi gør det sammen.