Billede beskrivelse

Fra drengedrøm til træner i Tornby IF

22. maj 2026 kl. 09.00

Førsteholdstræneren, Lasse Sloth Bilde Nielsen, i Tornby IF er selv vokset op i klubben, og i dag står han i spidsen for et hold, der ikke bare spiller fodbold, men binder Tornby sammen på tværs af generationer.

For Lasse  er førsteholdet langt mere end 11 spillere på en bane. Det er en del af både hans egen historie og af livet i Tornby.

- Jeg kan huske fra da jeg var barn, at man skulle op at se dem spille. Der var mange mennesker dengang og det er der stadig, fortæller cheftræneren.

Førsteholdet har i mange år været et samlingspunkt i byen. Næsten alle har en relation til holdet enten ved selv at spille eller træne, gennem familie eller nære bekendte.

Det gør, at holdet ikke bare tilhører spillerne, men hele byen.

Opbakningen er en vigtig del af det. På kampdage møder både unge og ældre op, og frivillige står klar ved grillen. Selv folk, der har fulgt klubben i årtier, bliver ved med at dukke op.

- Det er megafedt, at dem der er kommet i mange år stadig bakker op. Selv de svært gående kommer og kigger, når vejret ikke er for dårligt, siger Lasse.

For ham selv startede det hele som spiller. Da drømmen om en professionel karriere ikke blev til noget, var målet klart: at spille på førsteholdet i Tornby. Det lykkedes, og i dag mangler han blot én kamp for at nå 200 kampe i den blå trøje.

Overgangen til trænerrollen kom naturligt. Det er en rolle, han ser som noget særligt, ikke mindst på grund af den lokale forankring.

- Man kæmper for klubben og for byen, forklarer han.

Netop den baggrund giver ham en særlig forståelse for, hvad klubben betyder. Det handler ikke kun om resultater, men om fællesskab, stolthed og sammenhold.

Som træner føler han også et ansvar over for de yngre, der kommer og kigger, præcis som han selv gjorde engang.

- Det er en ære at repræsentere klubben på denne her måde, siger han og understreger, at rollen handler om mere end taktik og træning.

I Tornby er førsteholdet nemlig ikke bare fodbold. Det er noget, man vokser op med, og noget, man samles om.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste