Seneste nyt
Billede beskrivelse

80-årig trænerlegende gør comeback i Thisted FC

28. juli 2026 kl. 14.32

En sand legende fortsætter på trods af sine 80 år. Efter hans stop som cheftræner i Jetsmark IF, kunne man tro, at nu måtte det stoppe. Men nej.

Der er selvfølgelig tale om Henning Pedersen, som nu er tilbage i Thisted FC. Han var første gang cheftræner for Thisteds divisionshold tilbage i 1991.

Henning skal dog ikke træne deres elite, men derimod hjælpe til på Jyllandsserien 2-holdet. Han skal assistere cheftræner Ole Nielsen.

Det er med gensynsglæde, at Henning er tilbage i Thisted FC, fordi han allerede kender spillerne fra dengang de spillede U19, hvor han stod i spidsen for dem.

- Jeg kender spillerne rigtig godt. Jeg havde dem, da de var U19, og der vandt vi det jysk/fynske mesterskab. De er nogle gode årgange.

Formanden for Thisted FCs amatørafdeling, Per Langeland Nørgaard, lægger heller ikke skjul på, at Henning er en fremragende assistent til Ole.

- Det er en fantastisk assistent til Ole, han kender klubben og spillerne, og det samme gør de. Det er fantastisk, at han bliver ved, og vi vil gøre vores for, at hans lyst fortsætter. Nu skal vi prøve at se, om vi kan toppe Hennings lange trænerkarriere, griner formanden.

Erfaring og ungdom skal løfte Thisted FC

Henning skal ikke agere cheftræner, men derimod hjælpe den nuværende cheftræner, Ole Nielsen.

- Det er vigtigt, at det er Ole, der er cheftræneren og ikke mig. Jeg hjælper ham med det, jeg kan, forklarer Henning.

Og der er en hel del, som Henning både kan lære fra sig, men også en masse, han stadig kan lære.

- Jeg har en helt masse erfaring, jeg kan tage med til træningen, hvor Ole har et rigtig godt tag på de unge mennesker, og han er rigtig god social. Så vi skal bruge hinandens kompetencer, fortæller han.

Der er ingen tvivl hos Henning om, at samarbejdet mellem ham og Ole bliver rigtig godt.

- Vi har alt, hvad der skal til for at løfte holdet til endnu mere. Både fysisk og mentalt. Det er et hold med kompetencer til mere end Jyllandsserien 2, understreger Henning.

De to trænere har også et fælles mål.

- Vi er enige om ambitionerne. Vi skal have skruet på træningskulturen, forklarer Henning.

Og hvorfor bliver Henning ved selvom, han er blevet 80 år gammel og har prøvet mere eller mindre alt i fodbolden?

- Jeg elsker at være med til at flytte på ting, og det kan jeg i Thisted FC. Og så skal jeg heller ikke køre så langt. Brændstofpriserne er blevet meget dyre, griner trænerveteranen.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste