Billede beskrivelse

Worning takker af i kvindeafdelingen med flot resultat: Sikrede overlevelse med unik filosofi

09. december 2025 kl. 15.01
Opdateret kl. 16.30

Rasmus Worning forlader Aalborg Changs kvindeafdeling som en stolt træner. 

Før sæsonstart var holdet ramt af store afgange og grimme skader, og Worning var i tvivl, om de overhovedet ville overleve i Jyllandsserien. 

Nu, efter at have sikret holdets skæbne, er han hædret for sit lederskab med en nominering til sæsonens spiller til Seriesport Awards Efteråret 2025. 

For Worning er nomineringen en kærkommen bekræftelse på det hårde arbejde, han og hans trænerkollega, Møller, har leveret i en turbulent sæson.

- Det er altid rart, at der er nogen andre, der værdsætter det stykke arbejde, der er blevet leveret, siger han og lægger ikke skjul på, at endnu en sæson i Jyllandsserien ikke var givet på forhånd. 

- Da vi stod og kiggede på hinanden før sæsonen, var vi voldsomt meget i tvivl, om det stadig hed Dame Jyllandsserie til jul. At det gør det, er vi selvfølgelig ekstremt stolte af. 

Stærk kultur skaber stabilitet

Worning beskriver sig selv som en træner, der er meget socialt anlagt. Han mener, at når spillerne kan lide hinanden, har de en ekstraordinær drivkraft.

- Jeg har en idé om, at man når langt med et godt fællesskab, og det synes jeg igen, vi har bevist i efteråret. Vi har ikke nødvendigvis været den mest talentfulde trup – men når folk kan lide hinanden, løber de gerne de ekstra 10 meter for hende ved siden af, forklarer han.

Hans ledelsesfilosofi handler om at skabe fællesskaber, hvor enheden er større end den enkeltes niveau. Dette har han sikret ved at lade første- og andet hold træne sammen.

Det har været afgørende for at håndtere afbud og skader, da ingen af de spillere, der er kommet ind omkring dame Jyllandsserien, har været bange for at begå fejl.

- Kulturen er så stærk, som den er – det er jeg meget stolt af, siger Worning.

Point fra topholdene

Worning ser tilbage på et efterår, hvor holdet har spillet med de midler, de havde til rådighed, og formået at skabe stabilitet. 

Der er især to resultater, han er særlig stolt af: 

- Jeg er voldsomt godt tilfreds med, vi tager point fra begge tophold. Ude sejren i Freja var virkelig flot, og sidste kamp hjemme på Chang imod Brønderslev var en fighterindsats af den anden verden, siger han.

Nu, hvor han forlader trænerposten i kvindeafdelingen efter 3,5 år, ser han tilbage på sit største bidrag til holdet.

- Jeg ved med mig selv, at jeg afleverer et damehold/dameafdeling, der er et bedre sted i dag, end da jeg overtog det for 3,5 år siden – og det er jeg ret godt tilfreds med, lyder det fra træneren, som nu udelukkende skal fokusere på herrerne i Chang. 

Synes du, det er Rasmus, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens træner og spiller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste