Voersaa IF tror stadig på overlevelse - trods nederlag til Asaa/Hjallerup og en svær opgave mod Hals fS
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Kasper Kristensen fra Voersaa IF.
I løb for anden gang i sæsonen ind i et stort nederlag mod Asaa/Boldklub, hvilke ord vil du sætte på jeres præstation?
- For os er der enormt stor forskel på de to kampe. I den første kamp var vi spillet ud af banen. Den følelse har vi ikke på samme måde i denne kamp. Vi var med i kampen på en anden måde, hvor vi bagefter sidder og er skuffet over den manglende skarphed i flere situationer.
Hvad kunne I set med dine øjne have gjort anderledes?
- Flere af de ting vi kan gøre anderledes, har vi ganske enkelt ikke lært endnu. Vi bliver generelt lokket væk fra vores zoner, men især på midten, af de dygtige løb, Asaa laver. Det gav Asaa mange spilsituationer, hvor de var retvendte højt oppe på banen. Det gjorde ondt på os. Der skal vi lære at blive i zonerne og give modstanderne videre. Men meget af sådan noget kommer først på plads med erfaringer. Man må også bare anerkende kvalitet og Asaa er rigtig godt sammenspillet hold. Og jeg er specielt meget imponeret over Jonas Meng, som vi slet ikke kan styre. Det var mærkbart, da han gik ud sidst på kampen.
Hvad er din tro på overlevelse i Serie 3 på nuværende tidspunkt?
- Jeg tror selvfølgelig på det. Vi har tre nøglekampe tilbage i år og så tæt det er i bunden, kan alt ske.
En ny kamp venter om få dage, hvordan ser det ud på skadesfronten, kan I stille op i stærkeste opstilling?
- Nej slet ikke. Vi har de samme seks mand ude, som i sidste kamp. Men vi skal nok stille et hold.
Ser man på stillingen så er der vel ingen tvivl om Hals fS er kæmpe favoritter og I kan vel kun overraske?
- Helt enig. Vi lægger os ikke ned på forhånd, på ingen måde. Men vi er også realistiske og ved godt, vi møder rækkens suverænt bedste hold. Så det står naturligvis først og fremmest som en kamp, hvor vi skal arbejde igennem, men skal samtidig også lære af en dygtig modstander.
Hvordan kan man forvente, I vælger at gribe kampen an og tør du tro på i kan skabe miraklet på Hals fS?
- Vi skal arbejde videre med den defensive organisation og forhåbentlig kan vi blive farlige nogle gange omkring deres mål. Sidste gang stod der 1-0 til os efter 70 minutter, så vi skal også søge miraklet denne gang.