Billede beskrivelse

Voersaa IF rykker op efter forrygende forår og otte sejre i træk

04. juli 2025 kl. 20.01

Interview med Kasper Kristensen fra Voersaa IF.

Kasper Kristensen og Voersaa IF kan se tilbage på en forårssæson, hvor både resultater, sammenhold og spil på banen gik op i en højere enhed – og som kulminerede med en fortjent oprykning fra Serie 4.

– Det har været en spændende sæson. Vi startede med nogle nemme kampe, men ramte derefter en svær periode med nogle ærgerlige pointtab. Vi kom bagud i tabellen, men fik et boost gennem pokalturneringen, hvor vi blandt andet pressede FfI’s Serie 1-hold i en tæt kamp, fortæller Kasper Kristensen.

Det blev startskuddet til en forrygende afslutning på sæsonen.

– Vi vinder otte kampe i træk og taber ikke i over to måneder. Den selvtillid, vi fik med fra pokalen, tog vi med ind i Serie 4, og det blev afgørende, siger han.

Holdets målsætning var klar fra starten af foråret: En top-2-placering og en oprykning i løbet af 2025. Begge mål blev indfriet før tid, og det skabte naturligvis stor tilfredshed.

Om niveauet i rækken vurderer Voersaa-træneren, at det har været solidt – med fem konkurrencedygtige hold og to mandskaber, der havde det svært.

– Sammenlignet med andre Serie 4-rækker har niveauet i vores været fint. Vi slutter med en målscore på 56-10, så vi har både skabt chancer og lukket af defensivt. Vores spil har været præget af boldbesiddelse og kontrol, og vi slutter som bedst indbyrdes mod alle – det siger noget om vores dominans, siger Kasper Kristensen.

Han lægger dog ikke kun vægt på det taktiske og tekniske. Det sociale fællesskab omkring holdet fremhæver han som en bærende faktor i oprykningen.

– Det vigtigste er den sociale del. Den skaber en fed stemning og smitter af på omgivelserne. Vi har typisk 70-100 tilskuere til hjemmekampene, og det vidner om, at der er noget særligt omkring gutterne, siger han.

På banen har flere spillere markeret sig med stærke præstationer, og Kasper Kristensen er ikke i tvivl om, hvem der skal fremhæves.

– Patrick og Rulle har styret midtbanen i motorrummet. Lasse har både lavet mål og assists fra sin wing, og vores bagkæde har været uhyggeligt stabile. Især Dan har imponeret med boldomgang i bedste Barcelona-stil, lyder det anerkendende fra Voersaa-træneren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste