Vinterpause er slut: Nu starter jagten på Serie 1-foråret, og julefedtet skal fjernes
Efter vinterpausen er Asaa/Hjallerup klar til at genoptage træningen nu holdet er at finde i Serie 1, og foråret 2026 bliver både fysisk og socialt afgørende for holdet. Derfor sætter vi Spotlight på træner Allan Kjeldsen, der fortæller om opstart, træningslejr og målet om at få nedlagt julefedtet, inden turneringen fløjtes i gang.
Opstarten sker frivilligt i januar, men den officielle markering bliver standerhejsning lørdag den 31. januar. – Vi træner frivilligt i januar. Men har standerhejsning lørdag den 31. januar, fortæller Allan Kjeldsen.
Fokus i de første uger ligger på fysisk form og socialt samvær, hvor træning og fællesspisning kombineres med en træningslejr i starten af marts.
– Vi skal på træningslejr i starten af marts. Ellers skal vi have julefedtet af, det er største fokus, siger Kjeldsen med et smil.
Trænerteamet er overskueligt, men effektivt. Kjeldsen står for det sportslige, mens Tommy klarer alle løse opgaver og holder styr på detaljerne.
– Jeg står med ansvaret igen i foråret, og har ikke nogen assistent udover Tommy, der klarer alle løse opgaver, og har styr på alt, konstaterer han.
Der er endnu ingen konkrete nytilgange eller afgange blandt spillerne, men fokus er på at få holdet klar til Serie 1 og opbygge både form og sammenhold frem mod turneringsstart.
For Allan Kjeldsen og Asaa/Hjallerup handler foråret om at få styrket formen, samspillet og det sociale fundament. Når træningslejren og kampene begynder, vil holdet vise, om forberedelserne har båret frugt i Serie 1.