Vindblæs B går fra 12-0-nederlag til sejr
Vindblæs B’s kvindehold leverede en stærk præstation den 1. maj, da de på udebane besejrede Hadsund Boldklub med 5-2. Træner Simon Musaeus Nielsen udtrykker efter kampen både tilfredshed og kritiske refleksioner over indsatsen.
– Jeg synes, vi spiller en fornuftig kamp, men desværre falder vi i tempo i flere dele af kampen. Kvinderne viste en god mentalitet og holdt hovederne kolde, trods et stort pres fra Hadsund, beskriver Nielsen.
Ifølge træneren var flere spillere afgørende for resultatet.
– Der var mange profiler, der virkelig spillede op til deres bedste i dag, forklarer han.
Særligt fremhæver han debuterende målmand Emma Hagemann for sine stærke redninger, Moni på midtbanen for sin kompromisløse stil og Emma Borregaard, der med tre mål og to assists var kampens store offensive kraft.
Når det gælder holdets position og ambitioner, peger Nielsen på betydningen af sejren.
– I de første to kampe har vi mødt de hold, der højest sandsynligt kommer til at kæmpe om oprykningen, derfor er det dejligt at kunne hive alle 3 point med hjem mod en jævnbyrdig modstander, som nok også havde fortjent mere.
Også holdets udvikling over tid blev trukket frem.
– For 9 måneder siden mødte vi Hadsund/Terndrup første gang. Her blev vi spillet tynde og tabte 12-0. 2 måneder senere spillede vi 3-3, og nu står vi endelig og kan kalde os sejrsdamer.
Vindblæs B rejste fra Hadsund med både point og selvtillid – og med kurs mod flere stærke præstationer.