VHG/GS jagter femte sejr i træk efter forrygende start
VHG/GS har åbnet sæsonen forrygende med fire sejre og hele 23 mål. Offensiven sprudler, defensiven står solidt, og nu venter endnu en test. Derfor sætter vi Spotlight på holdets stærke stime og jagten på en femte sejr i træk.
Michael Madsen fremhæver, at det er en kombination af flere faktorer, der har skabt succesen. – Vores offensiv skal være motiveret og sulten efter at score og lave assist. Vi har mange, der kan spille angriber og mange forskellige typer, så vi kan justere undervejs. Samtidig har vi en stærk defensiv og en løbestærk midtbane, der giver offensiven rigtig gode betingelser, forklarer træneren.
Selvom fokus er på egne styrker, er der respekt for modstanderen. – Vi arbejder på at være klar til at yde 100% fra vi mødes, til kampen er slut. Sæby har kun tabt en kamp, så vi skal være parate hele vejen igennem, understreger han.
Offensivt er der mange, der kan afgøre kampene. – Det er svært at imponere ekstra med det niveau, spillerne allerede viser. Men vi har set flere lave mange mål i enkelte kampe, og senest tog Marcus Jessen sagen i egen hånd og tippede resultatet over til vores fordel. Den evne er der flere, der har, siger Madsen.
På spørgsmålet om favoritterollen er han ikke i tvivl. – Vi har vundet begge hjemmekampe med en målscore på 15-2 og ligger med maksimumpoint. Det må betyde, at vi er favoritter. Men vi har stor respekt for Sæby og kommer til at tage kampen meget seriøst, fastslår han.
En femte sejr i træk vil være en stor motivationsfaktor for resten af sæsonen. – Når vi i næste uge gør status på første del af turneringen, vil det være super med et solidt forspring til de hold omkring os. Og det er netop de tre hold, vi møder de næste tre gange. Derfor er en sejr her meget brugbar, slutter Madsen.
Nu venter det spændende opgør mod IF Skjold Sæby (1). Kan VHG/GS fortsætte målshowet og holde stimen kørende, eller bliver det her kampen, hvor de første point tabes?