VHG GS fanget i bundkamp nu kræves 100 procent indsats
For VHG/GS i Serie 2 Kreds 13 har forårssæsonen udviklet sig til en kamp mod både modstandere og egne udfordringer. Resultaterne har skuffet, og frustrationerne har været tydelige – men samtidig er der tegn på en vending. Derfor sætter vi Spotlight på Michael Madsen og en trup, der står ved en skillevej både sportsligt og kulturelt.
Sæsonstarten har langt fra været som håbet for oprykkerne, og det lægger træneren ikke skjul på.
– Vores sæson har været skuffende og under niveau. Vi startede ellers rigtig godt i januar med godt fremmøde, men siden slutningen af februar har vi været ekstremt hårdt ramt af afbud til både træning og kamp, siger Michael Madsen.
Ifølge ham hænger præstationer og prioritering tæt sammen.
– Vi ligger og spiller, som vi træner og prioriterer. Det kræver, at man møder op hver uge og prioriterer det, hvis man vil klare sig i serie 2, forklarer han.
Samtidig peger han på en kultur, der i perioder har været en udfordring.
– Der har været curling-tendenser, hvor det har været alt muligt andet end spillernes engagement og præstationer. Det har jeg det fandme svært med, siger Michael Madsen.
Alligevel er der begyndt at ske noget i truppen.
– De sidste par uger har indstillingen ændret sig, og jeg er blevet mere optimistisk i forhold til resten af sæsonen. Udviklingen går i den rigtige retning, fortæller han.
Spillemæssigt har holdet vist, at niveauet er til mere, men mangler stabilitet over 90 minutter.
– Vi har vist, at vi kan spille med og dominere i perioder, men vi har ikke kunnet holde niveau i en hel kamp, siger Michael Madsen.
Især effektiviteten i begge felter har været en udfordring.
– Jeg har aldrig oplevet en ringere scoringsprocent. Vi kunne have været foran i de fleste kampe, men får ikke bolden i kassen. Samtidig giver vi for mange mål væk på tåbelige fejl, forklarer han.
I bundkampen er kravene derfor helt klare.
– Indstillingen skal være der. Der er ikke plads til primadonnaer, der spiller på 80 procent med dårlig attitude, understreger Michael Madsen.
Vejen frem bliver benhård prioritering og tydelige konsekvenser.
– Dem der ikke arbejder 100 procent for holdet, bliver sorteret fra. Jeg har brug for spillere, der leverer nu, siger han.
Samtidig står klubben foran en vigtig intern proces.
– Vi har et spillermøde i den kommende uge, hvor vi skal finde en retning og drøfte målsætninger frem mod sommer og efterår, fortæller Michael Madsen.
Og også på trænerfronten kan der være store ændringer på vej.
– Jeg har kontrakt til 2027, men det er sandsynligt, at jeg stopper efter denne sæson. Jeg har begrænset fritid og vil ikke ofre så meget af den på fodbold, når holdet prioriterer som de gør. Måske er det tid til nye kræfter og en ny kultur, siger Michael Madsen.
Med en trup i forandring, skærpede krav og en træner, der både stiller ultimative forventninger og selv overvejer fremtiden, går VHG/GS ind i en afgørende periode, hvor ikke kun overlevelsen – men også retningen for hele projektet – er på spil.