Valsgård IF 83 kæmper for livsvigtige point mod topholdet Dronningborg B
Lørdag den 20. september kl. 13:00 står Valsgård IF 83 overfor en af sæsonens sværeste opgaver, når de møder topholdet Dronningborg B i Serie 2. Holdets træner, Peter Thomsen, er godt klar over, at det bliver en stor udfordring.
– Jeg forventer en meget svær kamp mod rækkens dygtigste hold. Dronningborg B er et ungt og bevægeligt hold, der har formået at holde cleansheet i syv ud af otte kampe. Det er imponerende. På mange måder spiller de som et Serie 1-hold, der bare lige er nede for at tanke selvtillid i Serie 2, siger Peter Thomsen.
Selvom Dronningborg B er et meget stærkt hold, har Thomsen også klare forventninger til sit eget mandskab.
– Jeg forventer, at vi møder op med tro på egne evner, og at vi på dagen tør satse på vores styrker.
For at opnå succes mod topholdet fremhæver Thomsen, at det er vigtigt, at holdet tager ansvar i de perioder, hvor de har bolden.
- Vi skal have perioder, hvor vi tør tage fat i bolden og udvise ro og mod. Her skal vi vise stor kvalitet.
Kampen er af stor betydning for Valsgård IF 83, som i øjeblikket ligger som bundhold. Træneren er afklaret med, at holdet nu kæmper for livsvigtige point i hver eneste kamp.
– Vi har ikke råd til at sælge nogen kampe, heller ikke mod et hold, der har en målscore på 27-2. Vi har i tidligere sæsoner præsteret gode kampe mod de dygtigste hold, så troen på en god præstation er absolut til stede, fastslår han.
Om holdets form og placering uddyber Thomsen:
– Vi har udfordringer, som vi italesætter og forsøger at forbedre os på. Formen bliver bedre, og selvom det er lidt sent, kan det vise sig at blive vigtigt til de sidste kampe.
Der er ingen tvivl om, at Valsgård IF 83 går på banen med hovedet højt og vil kæmpe for hvert eneste point i opgøret mod topholdet Dronningborg B.