Billede beskrivelse

Unge talenter og fællesskab bar Hadsund B gennem en intens forårssæson

17. juli 2025 kl. 18.01

Interview med Mads Jensen fra Hadsund 

For Hadsund B har det været en vigtig sæson for at give unge talenter chancen på førsteholdet – og se dem gribe den. Træner Mads Jensen fremhæver netop det som noget af det mest bekræftende ved sæsonen.

– Det har været fedt at give debut til et par unge på 17-18 år. Det er altid stort at se egne drenge tage det skridt op, siger han.

Ved siden af de unge profiler har rutinerede kræfter som Simon Guldbæk igen markeret sig med sit høje arbejdsniveau og udfordrende spillestil.

– Simon har været rigtig vigtig for os, men mange har gjort sig bemærket. Vi har brugt 22 spillere i løbet af sæsonen, forklarer Mads.

Stemningen og sammenholdet i truppen har været en styrke – især i den hårde maj måned, hvor pointjagten var på sit højeste.

– Stemningen og holdånden har været god hele vejen. Den bar os igennem en hård maj måned. Det er altid fedt at komme til træning og kamp i HB, og gutterne nyder virkelig hinandens selskab, siger han.

Nu går holdet på sommerferie, men pause betyder ikke fuld stop.

– Vi gik på sommerferie efter sidste kamp og starter op med træning i uge 30. Herefter spiller vi en træningsturnering i Kristrup i uge 31, inden vi finpudser formen op til sæsonstart. Det bliver en kort og intens opstart, men det gælder jo for alle, afslutter Mads.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste