En defensiv som Arsenal: Oprykning, playoff og fest
Der var nok at fejre på Hvam Stadion i lørdags, da KVIK Aalestrup havde fået planlagt hjemmebanestævne, hvor tre herreseniorhold kunne spille hjemme samme dag.
Og sikke en dag, det blev.
- Det var en fremragende lørdag, hvor der var masser at fejre. Dem, som havde været i aktion på de tre hold og mange af dem, der var kommet for at kigge på, holdt en god fest efterfølgende, fortæller Niki Rold, som er træner for førsteholdet.
KVIK Aalestrups førstehold kæmper for oprykning til serie 1 og med en 4-1 sejr over de nærmeste konkurrenter fra Støvring IF sikrede de sig dermed mindst én playoffkamp om oprykning.
- Vi er ovenud tilfredse med sæsonen som helhed. Vi havde et mål om at ende i top 3 i denne sæson, og det har vi indfriet, siger Niki.
Forud for førsteholdets kamp havde de to serie 4-hold også været i aktion, hvor det ene først forkælede publikum med en sejr på 7-1 over Viborg FF.
Herefter besejrede det andet serie 4-hold så Hornum med 3-2, og så kunne festen bryde løs, da oprykningen til serie 3 var i hus.
Arsenal-inspireret forsvar
Niki Rold har sammen med sin makker, Ole Jensen, haft ansvaret for førsteholdet i halvandet år.
De har haft fokus på at integrere en masse af de unge spillere og få forbedret træningskulturen.
Og så har de altså vundet en hulens masse kampe i serie 2 – ikke mindst takket være et solidt forsvar.
- Vores defensiv har fungeret virkelig godt. Vi er gode til at holde i bolden og vinder ofte til nul. I sidste sæson kunne vi ikke lave mål, men det har vi arbejdet med, og det har ikke været et problem i år.
KVIK Aalestrup har scoret 30 gange i sæsonens 13 kampe. Og endnu mere imponerende har de kun lukket 12 mål ind.
- Og Hadsund har jo lavet de syv af dem, påpeger Niki Rold.
Man har tabt 1-3 og 3-4 til rækkens suveræne vindere fra Hadsund, som er rykket op efter at have gjort rent bord med 13 sejre.
Nu venter så playoff, hvor man endnu ikke kender modstanderne – men svært skal det nok blive uanset hvad.
- Nu skal vi jo først møde et andet serie 2-hold, som også har haft en god sæson. Og derefter et serie 1-hold, hvis vi kommer så langt.
- Vi håber på hjemmebane i første kamp, for det vil da gøre det en lille smule lettere. Vi ved, at det bliver svært, men vi går efter det, slutter Niki Rold.