Tre syvmandshold blev til ét 11-mands – og sikrede suveræn oprykning
Thorshøj er så lille en landsby, at den ingen købmand har. Men et 11-mandshold for både herrer og kvinder – dét har den nu.
De sidste 30 år har byens fodboldkvinder kun kunnet spille syvmandsfodbold. Først var der ét, så to og til sidst tre hold.
Så op til denne sæson besluttede man at omdanne to af de tre syvmands til et 11-mandshold.
-Det er noget helt andet at spille 11-mands. Man kan jo ikke bare drible igennem selv, så det kræver, at man spiller mere sammen end på syvmands.
-Det er bare et andet spil på en 11-mandsbane, så vi skulle lige have banket lidt rust af til at starte med, fortæller Katrine Skovsgaard, som spiller på det nystartede 11-mandshold.
Try/Thorshøj Boldklubs nye hold havde lidt startvanskeligheder.
De fik kun ét point i de to første kampe, men siden da har man gjort rent bord og er nu rykket op i serie 1. Oprykningen blev sikret i sidste uge. Og så var der fest.
-Vi tog på Vendelbokroen alle sammen. Vi var 20 spillere afsted, også selvom det var på en torsdag, fortæller Katrin
3. halvleg er vigtig
Også holdets træner, Pauli Thomsen, er naturligvis meget tilfreds med det nye 11-mandsholds første sæson.
-Det er en god gruppe, både som fodboldspillere og også udenfor banen. De er gode til at have fokus på de sociale arrangementer også. Vi er en klub, hvor vi vægter 3. halvleg lige så meget som 1. og 2. halvleg også, fortæller Pauli.
Den yngste på Try/Thorshøj-holdet er 18 år, og den ældste er 20 år ældre. Det er de færreste, der bor i byen, men mange kører hjem til Thorshøj for at spille med på holdet.
-Spillerne er gode til at hygge sig, og de snakker meget, siger Pauli Thomsen.
-Men når der først fløjtes op til kamp, så er der fuld fokus på dét, der skal foregå på banen, lyder det.
Klar til nyt niveau
Udover en flot præstation i serie 2 nåede holdet også tredje runde af pokalen, hvor de slog Sulsted fra serie 2 og Nørhalne fra serie 1 - før de så røg ud med 0-3 mod Nibe fra Jyllandsserien.
-Ja, så vi har jo allerede prøvet at møde nogle ret gode hold. Og det er da gået meget godt. Nu ser vi frem til at prøve kræfter med serie 1.
-Vi kender ikke rigtigt niveauforskellen fra serie 2 og op til serie 1, men jeg har hørt, at den er stor, slutter Katrine Skovsgaard.