Billede beskrivelse

Ung HVA Sydthy keeper sikrede clean sheet

25. august 2025 kl. 12.00

Efter tre nederlag i træk kunne HVA Sydthy endelig ånde lettet op med en sikker 3-0 sejr over Ølstrup GU – og endda med clean sheet. Derfor sætter vi Spotlight på den defensive organisering, de afgørende redninger og holdets mentale styrke, der vendte sæsonen for holdet.

-Det var en kæmpe lettelse at nå i mål med 3 point. Vi har indtil nu leveret præstationer, som jeg synes sagtens kunne have givet os mere på nuværende tidspunkt. Og med det in mente kan man godt begynde at tvivle lidt – både på sig selv og måden man gør det på. Dertil betyder det alverdens, at vi leverede sådan en god præstation, holdte nullet og fuldt fortjent fik de 3 point, siger Mads Møller Jensen.

Første halvleg var utrolig lige: -Jeg kunne godt savne lidt mere kvalitet på vores sidste tredjedel, så vi kunne true for alvor. Den kvalitet blev så bragt på banen i 2. halvleg, hvor særligt den gode Jonas Lousdal var flyvende. Jeg er yderst imponeret over, hvordan vi løste den defensive del. Vi stiller med en 4-backkæde + keeper, der nærmest lige er blevet konfirmeret. 3/4 af spillerne er blevet omskolet til forsvarsspillere. Men for hulan, hvor holdte de bare et vanvittigt højt niveau – og det kan jeg simpelthen ikke rose nok.

Holdets mentale styrke blev tydelig efter den hårde start på sæsonen: -Der er ingen tvivl om, at vi inden kampen var ramt lidt på den mentale del. Så vigtigheden var for mig at minde spillerne om, hvor dygtige fodboldspillere de er. Men efter de vanvittige 20 minutter mod Viborg kan man jo tvivle lidt på sig selv. Så kan man enten vælge at gemme sig eller stå op for hinanden. Vi blev enige om, at vi vil støtte og hjælpe hinanden – og det gjorde drengene til perfektion.

De afgørende situationer, der tipper kampen til deres fordel, kom både defensivt og offensivt: -Vores nye keeper, Filip Risum, har nogle vigtige og afgørende redninger i første halvleg, som er med til, at vi går til pausen med 0-0. I 2. halvleg får vi sat mere kvalitet i vores offensiv, og det var med til at tippe det over til vores fordel, for vores defensive organisation havde hele kampen igennem styr på det.

Kampfakta:

Kamp: HVA Sydthy – Ølstrup GU
Serie & Kreds: Serie 1 Kreds 8
Resultat: 3-0

Sejren giver ikke kun point, men også fremtidstro: -Det betyder rigtig meget. Jeg viste drengene en statistik inden kampen over vores præstationer på Vestervig Stadion. 4 kampe, 4 sejre og en målscorer på 15-2. Nu hedder den 5 ud af 5 og en målscorer på 18-2. Det er imponerende, og det er lige netop den tryghed, som vi skal tage med os. For selvfølgelig kommer vi til at møde nye udfordringer og dygtige modstandere, men så handler det om for os at tage fat i noget, der kan give os ro, tro og tryghed.

Fremadrettet handler det om at fastholde momentum: -Vi skal bare fortsætte med at udvikle på tingene og hjælpe og støtte hinanden i de svære perioder. Vi kommer igen til at møde meget stærke modstandere, men vi har bevist i 4 kampe nu, at vi har vores berettigelse i puljen. Vi har leveret gode præstationer, og det skal vi bestemt fortsætte med. Vi skal stadig gå ind med tankegangen om, at vores modstandere skal være ufattelig dygtige, hvis de skal slå os.

Med 3-0 hjemme over Ølstrup GU har HVA Sydthy genfundet selvtilliden og skabt et fundament af tryghed. Spørgsmålet er nu, om holdet kan bruge momentum til at fortsætte de gode præstationer i resten af sæsonen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste