Ung Hirtshals-spiller slog igennem og blev topscorer
Hirtshals Boldklub var tæt på oprykning i den netop færdigspillede sæson. Man har haft et forår, hvor både stabilitet, individuelle gennembrud og et stærkt fællesskab har sat retningen.
Her sætter vi Spotlight på Jesper Therkelsen og et forår, hvor både erfaring og ungdom har spillet en central rolle i klubbens udtryk.
Forårets profiler i Hirtshals har især været kendetegnet ved stabilitet og pålidelighed i hver eneste kamp.
- Pilen må pege på Anders "AK" Knudsen og Simon Høgh Steen, der i hver eneste kamp formår at præstere på et stabilt, højt niveau. Det har man også tydelig kunne fornemme, når der er bliver stemt om kampens spiller. Man ved bare, at de leverer varen hver eneste gang, fortæller Jesper Therkelsen.
På topscorerlisten var det Frederik Viberg, der endte øverst med seks scoringer i en sæson, hvor skader dog satte sit præg.
- Frederiks unge alder taget i betragtning, så har han leveret et fint antal mål her i foråret. Han døjede med en grim forstrækning i låret, hvilket desværre holdt ham ude i et stykke tid. Var han ikke løbet ind i den, så er jeg sikker på, at han havde lavet endnu flere kasser, siger han.
Samtidig pegede foråret også på et ungt gennembrud, hvor en spiller hurtigt tog springet op på førsteholdet og greb chancen.
- Jeg vil gerne fremhæve Lukas "GT" Thorhauge, som på rekordtid sikrede sig topscorer-titlen i Serie 3. Han blev hevet op på førsteholdet og gjorde en god figur. Vi ved jo alle sammen godt, at den dreng kan spille bold, så det var lidt en "no-brainer" at rykke ham op og give ham chancen, forklarer Jesper Therkelsen.
Han understreger samtidig, at udviklingen især kom gennem en kombination af teknik og arbejdsindsats.
- Forskellen for ham var helt klart, at han udover sit teknisk høje niveau og fart, tilføjede hårdt arbejde på sit cv. Spændende ung gut, der bare mangler at hæve sit bundniveau og bevare den gode arbejdsmoral, som han har vist til kampene, siger han.
Når han ser på læringen fra sæsonen, er det især ansvar og konkurrence, der står tilbage som vigtige elementer.
- Vi har lært, hvor vigtigt det er at tage ansvar for vores egne præstationer, samt ansvar for at løfte hinanden i modgang. Vi har en god blanding af unge og erfarne spillere, samt et velfungerende hierarki, og det har stor betydning for den gode kultur på holdet, fortæller han.
Samtidig har konkurrencen i truppen været med til at løfte niveauet.
- Vi har også lært, at der er konkurrence i truppen, og at der ikke er nogen fripladser på holdet. Det giver lidt ekstra krydderi, når alle ved, at de skal kæmpe for deres plads på holdet, siger Jesper Therkelsen.
Stemningen i klubben beskrives som stærk og i positiv udvikling, både sportsligt og i lokalsamfundet.
- Der sker spændende ting i Hirtshals Boldklub, og det bliver spændende at følge hen over de næste sæsoner. Vi står stærkt som et fællesskab, så det er bare med at byde til, når man får chancen, fortæller han.
Han lægger heller ikke skjul på, at engagementet omkring holdet har været tydeligt uden for banen.
- Personligt har det været en super god oplevelse at mærke stemningen omkring klubbens førstehold igen. Der er stor interesse for, hvordan det går byens flagskib, og det betyder meget for mange mennesker i Hirtshals, siger han.
For ham selv har det også givet tydelige tegn i hverdagen.
- Også ude i byen har jeg mærket interessen for holdet, hvor det pludselig har taget lidt længere tid at gå op gennem gågaden, fordi folk har stoppet mig og spurgt ind til holdet, fortæller han.
Afslutningsvis peger han på et stærkt fællesskab, som også kommer til udtryk uden for banen.
- Jeg er så heldig at være blevet inviteret med til bødekassefest her til sommer, som også bliver min afsked med drengene. Det glæder jeg mig til, slutter Jesper Therkelsen.
Hirtshals går dermed et nyt kapitel i møde med en stærk kerne, tydelige profiler og et fællesskab, der rækker langt ud over grønsværen.