Ugens Seriebrag: Skovsgaard dominerede i 89 minutter
Endnu et seriebrag løb af stablen, da Skovsgaard-herrerne mødte Aabybro til et opgør på Skovsgård Stadion.
Med kun 15-minutters kørsel mellem rivalerne var publikum mødt talstærkt op for at heppe på klubberne, der ofte har spillet imod hinanden.
Dog var det første gang, holdene har mødt hinanden i Serie 1.
- Vi har spillet mod Aabybro i mange år, men det er så første gang, vi spiller mod deres 1. hold. Vi har altid haft lidt kamp med deres 2. hold i serie 3, men det er sjovt at komme op at spille med de store drenge, siger Skovsgaard-træner Oliver Dam.
Kampen bød i alt på 5 mål, som alle blev scoret af Skovsgaard.
Første mål leverede Omar Ihab Eleyan og i 22. minut scorede Daniel Johansen kampens 2. mål.
I 2. halvleg var det Magnus Nielsen, Jacob Dahl Johansen og Gustav Nielsen, som sparkede de resterende mål i kassen, og kampen endte derfor 5-0 til Skovsgaard.
- Vi dominerer i 89 ud af 90 minutter - de har ikke de store chancer, siger Skovsgaard-træner Oliver Dam efter kampen.
Efter lørdagens kamp er Skovsgaard altså endnu ubesejret og ligger med sine 22 point øverst i tabellen.