Billede beskrivelse

Ugens Seriebrag: Kampen om Cold Hawaii

15. april 2025 kl. 14.47
Opdateret 11. november 2025 kl. 13.48

Der var lagt op til det helt store lokalopgør om Cold Hawaii, da Klitmøller IF kolliderede med Vorupør B på Cold Trafford i Klitmøller. Kampen blev spillet en fredag aften, hvor pølserne var på grillen og øllene på køl.

Klitmøller IF stræbte efter at blive i toppen af puljen, hvor nyoprykkerne, Vorupør B, intet havde at tabe og alt at vinde. Det kunne kun blive en fodboldkamp i ægte Ugens Seriebrags-manér.

- Der er noget tænding, og noget intensitet i denne her kamp, det er der ingen tvivl om, siger Martin Haahr, træner for Klitmøller IF inden kampstart.

Selvom Vorupør B lå i bunden af puljen, var de ikke bange for at gå til lokalopgøret med en tro på triumf.

- Vi tror selvfølgelig på en sejr. Alt kan lade sig gøre i et lokalopgør, siger spillende træner for Vorupør B, Magnus Nielsen.

Allerede fra at startfløjten havde lydt, var der fuld fart på begge mandskaber, som i hårde dueller forsøgte at erobrer bolden fra hinanden. Fra et mislykket frispark af Vorupør, bliver bolden sparket op ad banen af forsvaret fra Klitmøller IF, som lander foran Kasper Skak, der med et chip over målmanden, scorer til 1-0, og derved scorer sit mål nummer 100 for klubben.

Omkring 150 fans var trofast mødt op for at støtte sit hold, og stemningen uden for banen var helt i top.

- Det er gode venner og sammenholdet, der tæller, siger Per, en af de fremmødte fans.

Det var dog ikke kun god fodbold, venner og sammenhold, som gjorde tricket. Efter sigende, Thys bedste grillpølser, var lagt på grillen, og manden i kiosken, Sebastian Andersen, var meget optimistisk.

- Et slag på tasken, så har vi nok solgt en 120-130 stykker. Den store stak af pølsebakker forsvandt så hurtigt, at vi måtte sende en efter flere.

Lige inden pausen udligner Vorupør B i et flot opspil fra den venstre kantspiller, som trækker ind i banen og sender bolden i fødderne på angriberen, der udligner til 1-1.

Med en halv time tilbage af den ordinære spilletid, trækker Klitmøller IFs venstre back ind i banen, sender bolden ud til højrekanten, som lægger den til rette for angriberen, der scorer kampens sidste mål, og endte dermed 2-1 til hjemmeholdet.

Efter kampen blev Klitmøller IFs Kasper Skak hyldet for sine 100 mål. Det var dog ikke det, der var vigtigst for ham.

- Jeg havde faktisk glemt det, men jeg er selvfølgelig stolt. Holdpræstationen og de tre point, og opbakningen fra fansene var mere vigtig. Vi spillede for dem i dag.

På trods af, at det blev til et nederlag til gæsterne fra Vorupør, var cheftræner, Flemming Toftdal, godt tilfreds med kampen og sit holds præstation.

- Jeg synes virkelig, at vi bød dem op til dans i dag, og jeg er virkelig godt tilfreds med kampen. Vi viser, at vi godt kan spille med i Serie 2.

Cold Hawaii forbliver derfor i denne omgang i Klitmøllers hænder, hvor det i 360 dage om året blæser, og de sidste fem stormer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste