Billede beskrivelse

Ugens seriebrag: Jetsmark IF vendte topopgør og tog vigtig sejr over LKB/Gistrup

20. oktober 2025 kl. 16.19

Der var ægte seriebrag i luften fredag aften på Sparekassen Danmark Arena, hvor hjemmeholdet fra Jetsmark IF tog imod LKB/Gistrup i toppen af Serie 1. De to mandskaber leverede en intens kamp, hvor Jetsmark IF endte med at vinde 2-1 efter en stærk anden halvleg.

Gæsterne fra LKB/Gistrup kom bedst fra start, da Tobias Barrett efter blot otte minutter sendte bolden i nettet til 0-1. I anden halvleg kom Jetsmark IF dog ud med fornyet energi. 

Efter 64 minutter udlignede Matthias Brandt Simonsen til 1-1, og herfra pressede Jetsmark IF på for sejren. I kampens døende minutter afgjorde hjemmeholdet kampen, da Johannes Steffensen sparkede 2-1-scoringen i mål.

Efter kampen var der rosende ord, men også skuffelse at spore hos LKB/Gistrups træner, Nichlas Vestergaard, som mente, at hans hold i store dele af kampen havde fortjent mere:

- Det er tydeligt at se, at det er to hold, der har noget at spille om i hvert fald. En direkte oprykningsplads til JS2. Det bar kampen også præg af. 

- Jeg synes, at vi et langt stykke hen ad vejen er det bedste hold på banen. Jetsmark har noget rutine oppefra, som er svær at hamle op med, og nogle ufattelige dygtige individualister. 

Hos hjemmeholdet var stemningen en helt anden. I Jetsmark IFs omklædningsrum var der jubel efter den sene sejr, og træner Henning Pedersen roste spillerne for deres holdånd og vilje til at kæmpe for hinanden:

- Det var måske ikke vores bedste fodboldkamp, men igen viser vi, at den rigtige indstilling, tro på tingene og at vi arbejder for hinanden, er det, der skaffer os de tre point i dag. 

- Vi har en førsteplads. Det var det, der kom ud af, at vi vandt.  

Med sejren holder Jetsmark IF fast i førstepladsen i Serie 1 med 25 point, ét point foran Hjørring IF på andenpladsen. Der resterer nu kun én kamp i efterårssæsonen, og Jetsmark IF har dermed alt i egne hænder i kampen om oprykning. 

Kampfakta

  • Kamp: Jetsmark IF - LKB/Gistrup
  • Serie og pulje: Serie 1 Pulje 6
  • Spillested: Sparekassen Danmark Arena 
  • Kamptidspunkt: Fredag den 17. oktober kl. 19
  • Resultat: 2 - 1
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste