Billede beskrivelse

Ugens seriebrag: Allentoft-hattrick sendte Aalborgstudenternes IF videre mod B52

31. oktober 2025 kl. 13.51
Opdateret kl. 14.53

Der var lagt op til ægte seriebrag tirsdag aften kl.19 på Lars Bloch Briller Arena, hvor B52/Aalborg tog imod Aalborgstudenternes IF i playoffkampen mellem Serie 2 og Serie 3. Kampen bød på høj intensitet, hårde dueller og et ægte hattrick fra Sebastian Allentoft, der førte Aalborgstudenternes IF til en sikker 4-1-sejr.

Allentoft åbnede målfesten allerede efter 17 minutter, da han bragte gæsterne foran 0-1. Kort før pausen blev føringen fordoblet på forrygende vis, da Mads Suaning Leone Pedersen hamrede bolden i nettet på en vanvittig helflugter.

B52 svarede dog hurtigt igen, da Kristian Winther i det 41. minut reducerede til 1-2 og skabte fornyet spænding i opgøret før pausen. Men efter pausen satte Aalborgstudenternes sig tungt på kampen. Allentoft viste klassen med to sene scoringer i det 84. og 89. minut og fuldendte dermed sit hattrick, og Aalborgstudenternes’ playoff-sejr.

Med sejren kunne gæsterne juble over en flot afslutning på playoffkampen, mens B52 måtte se sig slået.

Efter kampen var der forståeligt nok stor tilfredshed hos Aalborgstudenternes IF, hvor træner Valdemar Greve roste holdets indsats og glædede sig over endelig at få overtaget i slaget mod B52:

- Vi gik ydmygt til opgaven, for vi ved, at det altid er tætte kampe mod B52. Det er en klub, vi har en lang historie med, og vi har mødt dem sæson efter sæson. 

- De har haft overtaget de seneste år, så det er ekstra dejligt endelig at få håneretten. Vi kan godt lide at slå B52. 

Hos hjemmeholdet var der til gengæld skuffelse over præstationen, men også en erkendelse af, at nederlaget skyldtes manglende skarphed og intensitet fra start:

- Jeg synes, at vi kommer lidt sløjt ud til kampen. Tændingen og intensiteten er der ikke rigtig. Jeg synes, at vi i store dele af kampen spiller en fornuftig kamp, men det er nogle få fejl, som gør, at vi desværre går herfra med et 1-4 nederlag, lød det fra B52-assistenttræner William Flensburg Koustrup efter slutfløjt. 

Med sejren er Aalborgstudenternes IF nu klar til playoff-finalen mod NUBI, der spilles lørdag den 1. november klokken 13.00 på NUBI’s Stadion. En kamp, der kan sikre klubben oprykning til Serie 2. 

Kampfakta

  • Kamp: B52 - Aalborgstudenternes IF
  • Serie og pulje: Playoff-kamp Serie 2 - Serie 3
  • Spillested: Lars Bloch Briller Arena (kunst)
  • Kamptidspunkt: Tirsdag 28. oktober kl. 19:00
  • Resultat: 1 - 4 
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste