Billede beskrivelse

Udvikling for alle i Vodskov IF: Klubsamarbejde med Vendsyssel FF skal gavne trænere såvel som spillere

17. december 2025 kl. 10.00

I Vodskov IF har man lagt en klar strategi, hvor trivsel og sociale relationer prioriteres lige så højt som sportslige ambitioner. 

For at understøtte udviklingen for alle i klubben – både spillere og trænere – har man indgået et nyt, spændende klubsamarbejde med Vendsyssel FF, som skal løfte klubbens faglige niveau i bredden.

Nu er Vodskov If nomineret til sæsonens klub til Seriesport Awards Efteråret 2025

Nomineringen er for klubben en stor anerkendelse, især af den interesse, der er skabt omkring seniorafdelingens arbejde med sociale medier og fællesskab: 

- Det betyder jo en stor anerkendelse og ikke mindst interesse for vores klub – i særdeleshed omkring vores seniorafdeling, som har udført et stort SOME- arbejde,  siger formand i Vodskov IF, Per Firring Andersen. 

Fællesskab i tre principper

Vodskov IF har i år arbejdet målrettet med at skabe et endnu stærkere fællesskab på tværs af årgange og medlemmer, hvilket har løftet engagementet tydeligt i sæsonen.

Det har de blandt andet gjort ved at følge tre klare principper: Fællesskab før resultat, udvikling for alle og frivillighed med mening. 

- Fællesskab før resultat betyder, at nye spillere hurtigt føler sig velkomne, og at der er plads til ALLE – uanset niveau, alder og baggrund, forklarer formanden og tilføjer, at udvikling for alle betyder, at der er fokus på alle og ikke kun de bedste spillere. 

Tredje punkt indebærer, at man i Vodskov IF ikke kun ser frivillige som "hjælpere", men som en central del af klubbens kultur, hvor de får støtte, kurser og social anerkendelse, forklarer formanden. 

Billede beskrivelse

Drømmen om energivenlige rammer

Klubben står over for flere udfordringer i breddefodbolden. Fastholdelse af spillere, især teenagere, er en stor udfordring i en tid præget af efterskole og sociale medier.

En anden stor udfordring er pladsmangel. Klubben har et gammelt og meget slidt klubhus samt mangel på 11-mandsbaner, hvilket udfordrer træningstiderne. Her håber klubben på hjælp fra Aalborg Kommune.

Netop faciliteterne er formandens største drøm for de kommende år:

- Vi drømmer om at forbedre vores træningsfaciliteter med for eksempel et nyt, energivenligt klubhus samt flere baner, så medlemmerne får endnu bedre rammer, siger Firring. 

Samtidig skal klubben videreudvikle det store klubfællesskab med flere sociale aktiviteter på tværs af alle årgange.

Synes du, det er Vodskov IF, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens klub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste