Troen bar Jetsmark gennem stormen – nu venter endnu en stor prøve hjemme
Jetsmark IF har fået en perfekt start på efteråret med fem sejre i fem kampe, men senest måtte holdet grave dybt. Bagud med to mål ved pausen vendte Jetsmark kampen mod SHI og sikrede sig sejren i overtiden. Nu venter endnu et topopgør mod Asaa/Hjallerup, og troen på egne evner er stor. Derfor sætter vi Spotlight på Sead Gavranovic og Jetsmarks stærke efterårsstart.
Jetsmark IF kom senest ud for en udfordring, der krævede både tålmodighed og tro på egne evner. I første halvleg mod SHI spillede holdet egentlig fint trods en strid modvind og fik skabt en del chancer, men de blev ikke udnyttet. I stedet straffede SHI Jetsmark to gange, så holdet gik til pause bagud med to mål.
Men i omklædningsrummet var Sead Gavranovic ikke i tvivl om, at kampen kunne vendes.
– Jeg sagde egentlig bare til drengene, at jeg ikke var i tvivl om, at de ville score to mål i anden halvleg. Spørgsmålet var, om vi også ville få det tredje. Og det gjorde vi heldigvis, fortæller Sead Gavranovic.
Træneren pegede samtidig på, at Jetsmark allerede havde vist, at de kunne skabe chancer under vanskelige forhold.
– Sagde til dem, at hvis de kunne skabe så mange chancer i den modvind, ville de skabe dobbelt så mange i anden halvleg, og så skulle vi nok få den ind før eller siden, siger han.
Efter pausen blev der samtidig ændret taktisk. Jetsmark flyttede holdets linje og skubbede helt op til midten, hvilket gjorde det svært for SHI at spille sig ud af presset i modvinden. Det gav den ønskede effekt, og Jetsmark fik vendt kampen fuldstændigt.
Til sidst kom belønningen, da sejrsmålet blev scoret i overtiden. For Sead Gavranovic er kampen endnu et bevis på, at holdet lige nu befinder sig et rigtig godt sted.
– Det fortæller mig igen, at vi står et rigtig godt sted lige nu, med masser af tro på tingene og et hold, som tror på hinanden, siger Jetsmark-træneren.
Den dramatiske sejr giver naturligvis også et stort boost til moralen. Det er den slags kampe, der bekræfter holdet i, at arbejdet bærer frugt.
– Selvfølgelig var det et kæmpe boost, og det er virkelig sjovt at være til fodbold, når sådan noget sker. Den betyder jo bare, at vi endnu engang bliver bekræftet i, at vi er på rette spor og gør mange ting rigtigt, ellers vender man ikke sådan en kamp til sejr, fortæller Sead Gavranovic.
Jetsmark har dermed vundet alle fem kampe i efteråret, og holdet har lagt afstand til SHI, der ligger på andenpladsen. Oprykning er dog ikke noget, der fylder hos træneren.
– I forhold til oprykning så fylder det intet hos mig. Jeg ved, mit hold har kvaliteten til at rykke op, det har jeg sagt til dem helt fra start, men om vi gør det afhænger 100 procent af, hvor meget vi investerer til træning og kampe, siger han.
Der er heller ikke noget pres fra hverken træner eller klub.
– Men der er ikke noget pres hverken fra mig eller klubben om en oprykning. Det er helt op til drengene selv, understreger Sead Gavranovic.
Allerede i morgn lørdag venter endnu en stor opgave, når Asaa/Hjallerup kommer på besøg. Jetsmark-træneren forventer et godt organiseret hold og fremhæver samtidig modstanderens træner Allan Kjeldsen, som han tidligere har arbejdet sammen med.
– Jeg forventer et godt organiseret hold, da de har en dygtig træner i Allan Kjeldsen, som jeg har været heldig at arbejde sammen med tidligere. Han plejer at have styr på sit hold og skabe et rigtig godt miljø omkring de klubber, han er i, fortæller Sead Gavranovic.
For Jetsmark handler opgaven derfor om at fortsætte udviklingen uden at stille sig tilfreds med den stærke start.
– For os handler det om at bygge procenter på og aldrig stille os tilfredse. Hjemmebane igen, og der vil vi vinde, uanset hvem der kommer på besøg, siger han.
Asaa/Hjallerup kommer med otte point, mens Jetsmark står med fem sejre i træk. Det gør ifølge Sead Gavranovic Jetsmark til favorit i mange øjne, og den rolle har han ingen problemer med at tage på sig.
– Tænker da, at folk vil have os som favoritter, og det har jeg intet problem med at påtage os den rolle. For mig handler det om, at jeg kan se drengene fortsat giver alt, de har i sig, og gerne vil fortsætte denne stime.
Taktisk ønsker han at se Jetsmark sætte dagsordenen på hjemmebane, som holdet også forsøger i de øvrige hjemmekampe.
– I forhold til kampen så vil jeg gerne styre den. Det vil vi egentlig altid, når vi spiller på hjemmebane, så forhåbentlig er det os, som kan diktere tempoet i kampen og sætte vores præg på den, slutter Sead Gavranovic.
Jetsmark går dermed ind til endnu et topopgør med fem sejre i bagagen og en stærk tro på egne evner. Men ifølge træneren handler det fortsat ikke om at hvile på den perfekte start – det handler om at investere endnu mere og fortsætte den udvikling, der har bragt holdet hertil.