Trods undertal i en halv time holdt Klitmøller IF stand i stærkt lokalopgør
Interview med Martin Haahr fra Klitmøller IF efter kampen mod KHIF
Synes du, 1-1 var et fair resultat set over alle 90 minutter?
- Jeg oplevede et fantastisk lokalopgør, hvor begge klubber formåede at tiltrække en masse tilskuere på lægterne. Kulissen var langt mere end bare Serie 2-fodbold. Spillet på banen blev i høj grad præget af fysisk spil frem for det mere polerede og tekniske fodboldspil. Vi spillede en rigtig god første halvleg, hvor vi skabte chancer til mere end bare ét mål, samtidig med at vi holdt Koldby fra åbne målchancer. Følelsen var, at vi havde løsningerne i første halvleg og havde et klart overtag. Men man kan ikke altid gardere sig mod kvalitet. Koldbys Nikolaj Rahbæk og hans venstre fod fandt Sune Brink til allersidst i første halvleg på et frispark. Det var et flot mål, de scorede, og det var svært at forsvare sig imod.
De første 15 minutter af anden halvleg var vi fortsat med på lige fod, selvom Koldby blev mere aggressive i deres pres. Vi havde to store chancer, som vi desværre ikke fik omsat. Herfra spillede vi i undertal med mindst én mand og i perioder endda med to mand. Derfor kom Koldby naturligt mere på bolden, men de skabte heller ikke her åbenlyse målchancer i åbent spil. Nikolaj Rahbæk fik et frispark, hvor Mulle, vores målmand, havde styr på skuddet. Til allersidst fandt Nikolaj Rahbæk igen Sune Brink, som ramte vores målmand i hovedet og knock-outede ham, men han fik alligevel reddet bolden. Derfor endte det med en pointdeling.
Hvis der skulle have været en vinder, var det så jer?
- Målt ud fra de åbenlyse målchancer og skud inden for rammen i kampen føler vi i omklædningsrummet efter kampen, at vi havde mulighederne. Omvendt spillede vi i undertal fra minut 61 og frem til slutfløjt. Alligevel sørgede vi, som sagt, for at holde Koldby fra væsentlige chancer, bortset fra skuddet fra Sune Brink. Derfor må et uafgjort resultat siges at være fair.
Hvordan oplevede du kampen og jeres præstation på hjemmebane?
Vi får skabt en fantastisk kulisse. De frivillige møder tidligt ind og sørger for at klargøre alt, hvad de kan. Der var is til børnene, en hoppeborg, fyrværkeri, romerlys og en masse mennesker fra begge klubber samt Fodbold Thy. Det er fedt at være en del af sådan en kamp. Vores præstation var mere end godkendt, især vores arbejdsindsats. At spille 30 minutter i undertal kræver, at folk presser sig selv fysisk. Samtidig betød skader og advarsler, at vi blev presset på holdet. Her må jeg rose vores svenske jernmand Hannes, målscorer Malte Børsting og surferchef Peter Strøbech, som spillede en rigtig god kamp centralt på banen. Derudover havde vi vores anfører med igen, og han er bare afgørende for sammenhængen på holdet.
Hvad kan I tage med jer videre fra den pointdeling?
- Vores indstilling som hold var rigtig god, selvom vi var fysisk presset på nogle af vores spillere. Vi måtte lade Kasper Skak udgå med en skade efter 20 minutter, mens Jonas Kjær stadig døjede med en slagskade fra tidligere på sæsonen. Alligevel ofrede folk sig for hinanden, selvom vi spillede i undertal i 30 minutter af anden halvleg.