Træningslejr og nye ansigter kan løfte foråret i Støvring
Foråret nærmer sig i Støvring, og derfor sætter vi Spotlight på Serie 2-holdet, hvor træner Dan Fuglsang åbner op om en opstart med tempo, fællesskab og klare ambitioner. Med tidlig opstart, træningslejr og et stærkt trænerteam i ryggen går klubben ind i 2026 med tro på udvikling.
Opstarten i Støvring IF blev skudt i gang allerede lørdag den 24. januar med en dag, der både bød på bold, tradition og fællesskab.
– Det bliver en let gang boldspil med efterfølgende suppe og et par ord fra trænerne, fortæller Dan Fuglsang.
På træningsbanen handler det om at få tempo og bredde ind fra første dag.
– Vi skal have gang i så mange spillere som muligt, og så hurtigt som muligt. Det er i alles interesse, at alle tre hold kommer til at stå knivskarpe, når turneringen starter til april, forklarer han.
Samtidig spiller fællesskabet en central rolle i foråret. I slutningen af februar tager både herre- og kvindehold på træningslejr i Fjerritslev.
– Vi har været der flere gange før, og stedet kan varmt anbefales, siger Fuglsang.
Derudover arbejdes der på at styrke relationerne uden for banen.
– Vi er i gang med at planlægge flere fællesspisninger i løbet af foråret.
På spillerfronten forventer han igen bevægelse i truppen.
– Sidste forår dukkede der rigtig mange nye ansigter op, så mon ikke vi kommer til at se nogle nye stjerner dette forår, smiler han.
Der er også håb om et vigtigt comeback.
– Jeg krydser fingrene for, at vores assistenttræner og tidligere anfører, Nicolaj Hvilsom, får succes med genoptræningen, så han også kan påvirke spillet inde fra banen.
Men foråret byder også på en afsked.
– Fra førsteholdstruppen mister vi desværre Kasper “The Blue Hulk” Pedersen, der har fundet sit drømmejob i den anden ende af kongeriget, fortæller han.
Stabiliteten i trænerteamet er dog intakt.
– Jeg har forlænget min kontrakt til udgangen af 2027, og er virkelig glad for, at både Nicolaj Hvilsom og Jonathan Guldborg fortsætter som henholdsvis assistenttræner og holdleder/mentaltræner, konstaterer Dan Fuglsang.
Med en tidlig opstart, stærkt sammenhold og ro i trænerstaben går Støvring IF ind i foråret med tro på fundamentet. Nu venter måneder, hvor fællesskabet og tempoet skal omsættes til point.