Billede beskrivelse

Træningskulturen skaber resultater: I Løgstør giver seniorspillerne tilbage til klubben

13. december 2025 kl. 08.00

Løgstør IF er nomineret til sæsonens klub til Seriesport Awards Efteråret 2025 for sit succesfulde arbejde med at skabe et attraktivt seniormiljø. 

En stor del af succesen skyldes ifølge formanden, at seniorspillerne giver tilbage til klubben – blandt andet ved at bruge deres fritid på fodboldskolen.

Formand Jens Dalsgaard ser nomineringen som en bekræftelse på, at klubben drives på den rigtige måde.

- Det er super fedt, at andre lægger mærke til den store indsats, der bliver gjort i klubben. Det er en dejlig bekræftelse af, at det ikke er helt skævt, den måde vi driver klubben på, siger han og understreger, at nomineringen er et flot skulderklap til alle de frivillige, der bidrager til at gøre Løgstør IF til en fantastisk klub.

Gensidig indsats som stærkt signal

Ligesom andre klubber kæmper Løgstør IF med at være relevant i en tid, hvor folk har travlt, og der findes mange tilbud. Klubben skal derfor hele tiden sørge for at være attraktiv – uanset om man er spiller, træner eller frivillig.

- Man bliver kun relevant, hvis vi formår at skabe et miljø, hvor det er hyggeligt at komme i, og hvor man trives og udfordres på det niveau, den enkelte har, og at man føler sig værdsat, siger Dalsgaard.

Det mener han, at klubbens frivillige i høj grad hjælper med at skabe. 

Derudover sender det ifølge formanden et stærkt signal, når seniorspillerne bruger deres fritid på arbejdsdage og fodboldskole i sommerferien:

- Det sender et stærkt signal til de frivillige, som bidrager til seniorbolden. Også for de børn, som ser op til seniorspillerne. 

Billede beskrivelse

Udover de flotte sportslige resultater på både herre- og damesiden, er klubben stolt af den gode træningskultur, hvor fokus ligger på sammenhold og på at få alle til at føle sig værdsat.

- Vi har relativt mange, der kører langt for at spille i vores klub. Vi vælger at tro på, at det er, fordi Løgstør IF er en fantastisk klub at spille i, og hvor faciliterne samtidig er rigtig gode, siger Jens Dalsgaard.

Fremtidigt fokus efter stadionflytning

Klubben har de seneste år brugt mange ressourcer og fokus på flytningen til et nyt stadion og en ny lokation, hvilket har krævet meget tilvænning og tilpasning fra medlemmerne.

Nu drømmer Løgstør IF om at kunne fokusere endnu mere på deres kerneopgave:

- Vi håber, at vi fremover kan komme til at fokusere endnu mere på vores kerneopgave som fodboldklub, og skabe endnu bedre rammer, og et endnu mere attraktivt miljø, for vores fodboldspillere i Løgstør IF.

Synes du, det er Løgstør IF, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens klub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste