Billede beskrivelse

Tornby kom bagud efter 55 sekunder, men kæmpede sig tilbage og vandt en vanvittig sejr

22. august 2025 kl. 20.02

Tornby IF leverede endnu en målrig kamp i Serie 3, da de vandt 4-3 over GVL Løkken. Med seks point efter tre kampe viser holdet både offensiv styrke og vilje. Derfor sætter vi Spotlight på træner Lasse Sloth Nielsens syn på kampen og sæsonstarten.

Selvom sejren kom i hus, blev det en dramatisk affære. – Vi kommer skidt fra start og lukker et mål ind allerede efter 55 sekunder. Men holdet viser god moral og vilje og får bragt sig foran 4-1, før Løkken reducerer to gange til sidst. Kampen bliver så spændende, fordi vi får to dumme gule kort lige efter hinanden, som giver Løkken chancen for at presse på, siger træneren.

En af kampens store profiler var Nikolaj Lund, der lavede to mål. – Lund havde en stor betydning i kampen, både med sine scoringer og i sammenspillet med de andre offensive spillere. Han er en stærk opspilsstation, der kan holde i bolden, vende spillet og fordele afleveringerne – og så er han en dygtig afslutter. Det er derfor, han har scoret mange mål i sine over 200 kampe for klubben, forklarer Sloth Nielsen med et smil, inden han tilføjer: Men nok ros nu – han var lige ved at koste os sejren, da han får et dumt gult kort til sidst.

Kampfakta:

Kamp: GVL Løkken – Tornby IF
Serie & Kreds: Serie 3 Kreds 24
Resultat: 3-4

Kampens afgørende forskel blev holdets vilje. – Efter chokstarten kæmper vi os tilbage og sætter os på opgøret. Forskellen er viljen til at vinde. Selvom vi får nogle dumme kort, arbejder spillerne endnu hårdere, og det gør, at vi kan tage sejren med hjem. Stor ros til hele holdet for en flot indsats, siger han.

Med seks point efter tre kampe er træneren tilfreds, men ikke helt mæt. – Vi er tilfredse, men ærgrer os stadig over, at vi ikke fik minimum ét point med hjem i første kamp imod Frederikshavn, siger han.

Fremadrettet skal defensiven strammes op. – Koncentration er hovedfokus. Og så skal vi minimere antallet af gule kort, for det gør det svært at spille i undertal. Men vi fortsætter med fight og vilje – så skal pointene nok komme, fastslår Sloth Nielsen.

Tornby IF har fået en solid start med seks point og en sprudlende offensiv. Nu bliver det spændende, om de kan holde balancen mellem målglæde og defensiv stabilitet i Serie 3.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste