Toptræner Ian Salter tager styringen i efterårssæsonen og løfter forventningerne på sidelinjen
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Gregers Vestmark fra Øster Brønderslev Fodbold.
Hvornår starter I forberedelserne til den nye sæson og har I gjort nogle ændringer i forhold til tidligere sæsoner?
- Vi har samme tilgang som de foregående sæsoner og har opstart i uge 30 med to ugentlige træningspas.
Hvem står med ansvaret på sidelinjen i efterårssæsonen, samt hvilke filosofi og spillestil jeres træner har?
- Til efterårssæsonen har vi en prominent herre på sidelinjen i form af Ian Salter. Ians træner-CV taler for sig selv, idet han blandt andet har været ansat i Fulham, Charlton og Crystal Palace.
Hvordan Ian griber efterårssæsonen an, skal jeg ikke gøre mig klog på, men som nyudnævnt anfører glæder jeg mig utrolig meget til at se, hvad det kan føre til.
Hvad adskiller jer fra andre klubber i området? Har I særlige træningsmetoder eller spilstilarter, som gør at I skiller jer ud fra mængden og derfor skal vælge jer, hvis man ønsker at prøve noget nyt?
- Jeg vil mene, at ØBI er garant for et godt samspil mellem seriøsitet og socialt samvær, hvor man giver alt hvad man har, når man trækker den blå trøje over hovedet. Der hvor vi skiller os mest ud er sproget, idet vi både har danske og ukrainske spillere på holdene. Til trods for at der til tider er en sprogbarriere mellem spillerne, kæmper vi alle sammen for det samme: at hive 3 point med hjem hver kamp.
Hvordan prioriterer I et godt socialt miljø og holdånd? Har I arrangementer eller tiltag, der styrker sammenholdet mellem spillerne og forældrene?
- Efter en turbulent forårssæson ser jeg frem til et efterår med forhåbentligt flere sociale arrangementer ved siden af fodbolden.
Er der nogle personer i klubben, som arbejder hårdt bag kulisserne og fortjener anerkendelse? Hvad gør de for klubben, og hvorfor er de så vigtige?
- Både i foreningen og i fodboldafdelingen har vi et utal af uundværlige frivillige, som alle sammen fortjener en kæmpe tak – hvad enten det er i form af bestyrelsesarbejde, pasning af ydre områderne eller fondsøgninger.
Hvilke mål har I for holdet og klubben som helhed hen over efteråret?
- Efter forårets enormt flotte 3. plads ser jeg gerne vi ender i den sjove ende af tabellen igen, hvilket jeg på baggrund af vores spillermateriale også ser som meget plausibelt. Vi skal i begge ender af banen være mere konsekvente, således at vi scorer på vores egne chancer og ligeledes ikke giver unødvendige chancer til vores modstandere.