Topopgør venter Daniels tropper fra Løgstør - fredag kan de sikre sig oprykning
For Løgstør IF i Serie 3 Kreds 30 venter der i morgen fredag et vaskeægte topopgør, og derfor sætter vi Spotlight på træner Daniel Kyvsgaard Hansen, der står foran et opgør mod Hornum IF, hvor en enkelt pointdeling kan sikre Løgstør oprykning til Serie 2. Selvom betydningen er stor, ændrer det ikke på den tilgang, der har bragt holdet så langt.
Fredagens kamp mellem nummer to og nummer tre i rækken bliver et opgør med masser af spænding, men hos Løgstør handler det om at holde fast i de værdier, der har skabt den stærke sæson.
– Vi vil gribe kampen an som alle andre kampe. Dog er en kamp mod nummer et og to altid speciel på et så sent tidspunkt i sæsonen, så vi glæder os til kampen, fortæller Daniel Kyvsgaard Hansen.
Med blot ét point kan Løgstør sikre sig oprykningen til Serie 2, men træneren ser ikke nogen grund til at ændre på holdets normale tilgang.
– Slet ikke. Vi går altid på banen med troen på egne evner, og indtil videre har det fungeret for os, så det vil vi fortsætte med, siger han.
En af de vigtigste forklaringer på Løgstørs stærke sæson har været evnen til at finde løsninger – også når spillet ikke har ramt det højeste niveau.
– Vi har fået skabt en stærk struktur på holdet, hvor vi kan afgøre kampe, hvor vi nødvendigvis ikke rammer vores topniveau. Det har givet os en stor tro på tingene, fortæller Daniel Kyvsgaard Hansen.
Netop den stabilitet kan blive afgørende i et intenst topopgør, hvor marginalerne ofte får stor betydning. Samtidig går Løgstør ind til kampen med en trup, der står stærkt efter en periode uden kampe.
– Den ser skarp ud. Vi har haft en god pause, hvor spillerne har fået restitueret. Derudover har vi en bred trup, hvor hver spiller bidrager med deres spidskompetence, siger han.
Den store bredde i gruppen er ifølge træneren en vigtig årsag til den stærke sæson.
– Det gør, at det er en fantastisk gruppe at arbejde med, uanset hvem der er med, understreger Daniel Kyvsgaard Hansen.
Fredag aften venter et opgør, hvor meget står på spil, men Løgstør går ind til kampen med en klar tro på egne evner. Med en stærk struktur, stor bredde og en sæson præget af stabilitet har holdet skabt sig selv en mulighed for at skrive næste kapitel med en oprykning til Serie 2.